23948sdkhjf

Åbent hus på plejecentret

Beboere og personale på Plejecenter Havebæk 1 vil vise, hvordan et moderne og rehabiliterende plejecenter kan se ud anno 2016.
På plejecenter Havevæk 1 har der i løbet af de sidste par år været godt gang i ombygningen. Der er blevet malet, rykket rundt og tænkt kreativt, og så er beboergruppen udvidet med tre kælehøns, ti kvidrende fugle og 15 smukke fisk, fordi der skal være noget til alle sanser.

”Vi har arbejdet rigtig længe og meget ambitiøst med den her forvandling. Vi vil gerne have, at husets rammer understøtter vores rehabiliterende tilgang. Det gjorde det bestemt ikke før, men det gør det nu, hvor vi har lyse og indbydende rum, hvor fællesskabet kan plejes, indendørs ”gader” med vejskilte som markvej, strandvej og H.C. Andersens vej, som gør det nemmere at finde rundt og huske, hvor man bor, flotte store og farverige malerier på væggene, som man kan snakke sammen om og røre ved. Der er kommet liv i huset på en helt ny måde, og beboerne er vilde med det,” fortæller rehabiliteringsleder Helle Meyer.

I dag fra klokken 14 - 17 åbner Plejecenter Havebæk 1 dørene, så alle interesserede kan komme ind og se deres ”nye" hus.

Ny sundhedsklinik

Som del af åbent hus-arrangementet vil det også være muligt at komme ind og se den nyåbnede Sundhedsklinik Havebæk, der er placeret lige ved siden af plejecentret.

”Sundhedsklinikker er et relativt nyt tiltag i Odense Kommune, og der kan være mange, der endnu ikke ved, hvad det er. Det vil vi derfor gerne vise dem,” fortæller Karina Pedersen, assisterende rehabiliteringsleder for Vollsmosegruppen 2. Det er netop Vollsmosegruppen 2 og Tagtækkergruppen, der sammen bemander klinikken med sygeplejersker og sosu-personale.

Sygeplejen i Odense Kommune har traditionelt kørt ud til borgerne for at løse de sygeplejefaglige opgaver, de havde brug for hjælp til. Men med åbningen af disse klinikker er det nu meningen, at de borgere, der kan, selv skal komme til klinikken. Det nedbringer køretiden for medarbejderne og øger dermed den tid, der er ansigt til ansigt med borgerne. Det nedbringer behovet for at omdanne private hjem til kommunale arbejdspladser, og borgerne får mulighed for tidsbestilling på klinikken - de slipper altså for at gå og vente på, at sygeplejen kommer forbi.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.084