23948sdkhjf

Styrelse undersøger tabte data efter hospitalers it-koks

Styrelsen for Patientsikkerhed holder Region Hovedstaden under nøje opsyn efter redegørelse om nyt it-system.
Selv om lægerne på Herlev Hospital og Gentofte Hospital har klaget massivt over det nye it-system kaldet Sundhedsplatformen, griber Styrelsen for Patientsikkerhed foreløbigt ikke ind over for Region Hovedstaden.

Det har styrelsen besluttet på baggrund af en redegørelse fra regionen om fejlene ved det nye it-system.

"Det fremgår af regionens redegørelse, at der ikke indtil videre har været patientsikkerhedsmæssige brister af mere alvorlig karakter," siger enhedschefen i styrelsen, Anette Lykke Petri.

Derfor griber styrelsen ikke ind, men bemærker blandt andet, at regionen i redegørelsen erkender, at personalet ikke har været godt nok uddannet og forberedt på it-systemet.

Oplysninger som Anette Lykke Petri tolker som, at hospitalerne ikke har været ordentligt forberedt på it-systemet, der blev indført 21. maj.

Samtidig vil man følge op på manglende oplysninger fra redegørelsen.

"Det er for eksempel oplysninger om de patientdata, der er gået tabt. For eksempel henvisninger, blodprøvesvar og så videre. Vi vil gerne have oplyst, om de forsøger at genskabe disse oplysninger, og i hvilken hastighed de vil blive forsøgt genskabt," siger Anette Lykke Petri.

Styrelsen vil fremover følge Sundhedsplatformen nøje, og der bliver indkaldt til møder i denne uge med regionens ledelse og repræsentanter for medarbejderne, der har kritiseret systemet.

På den måde håber man på at få et mere nuanceret indblik i fejlene ved det nye it-system.

I den første tid med det nye it-system var der over 9000 fejlmeldinger. It-udvikleren havde regnet med omkring 10.000.

Region Hovedstaden har meldt ud, at den første tid med det nye it-system er gået godt trods de mange børnesygdomme.

Systemskiftet på de to hospitaler er første del af en historisk stor it-udskiftning, der skal ende med at samle patienternes sundhedsdata i én journal og give bedre patientsikkerhed til i alt 12 hospitaler.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111