23948sdkhjf

Aarhus vil være frikommune for at undgå 'tossede regler'

Mindre bureaukrati, styrket samarbejde og bedre behandling af borgerne. Det er målet, hvis det lykkes Sundhed og Omsorg at blive frikommune i perioden 2016-2019.
Når fru Jensen har dundrende hovedpine, og hun beder hjemmesygeplejersken om en hovedpinepille, er hjælpen ikke altid nær. For hvis Panodilerne i fru Jensens medicinskab er ordineret til ryg- og ikke hovedsmerter, skal der ordineres nye. Og da det er lægen, der skal ordinere pillerne, skal sygeplejersken have fat i ham, før fru Jensen kan få bugt med hovedpinen.

Det er et af mange tilfælde, hvor love og regler forhindrer kommunens medarbejdere i at hjælpe borgerne, selvom medarbejderne reelt er kvalificeret til det. Det ønsker Sundhed og Omsorg at gøre noget ved, og blandt andet derfor ansøges der om at blive frikommune.

For som frikommune vil Sundhed og Omsorg få mulighed for at udfordre de eksisterende regler og med forskellige forsøg afprøve, om noget kan gøres mere hensigtsmæssigt. I tilfældet med fru Jensen kan løsningen være at udvide rammerne for hjemmesygeplejerskens ret til at ordinere medicin, så der opnås et mere helhedsorienteret behandlingsforløb.

"Love og regler kan være sådan skruet sammen, at de forhindrer os i at hjælpe borgerne på bedst mulig vis, og selvom vi i Aarhus er modige og gerne udfordrer tossede regler og procedurer, så vil en status som frikommune gøre det langt nemmere for os at forenkle processerne. Aarhus er før gået foran, eksempelvis med projektet ”Kontrolfri Zone”, som blev gennemført for at afskaffe unødig kontrol og dokumentation på ældreområdet," siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

Kun fantasien og grundloven sætter grænser
Frikommuneforsøget er en del af regeringens samarbejde med kommuner og regioner om at afbureaukratisere og effektivisere den offentlige sektor. Formålet er at afprøve nye måder at gøre tingene på og finde mere effektive løsninger, der kan sikre mere kvalitet for pengene og mere tid til kernevelfærden.

Kommunerne skal ansøge om frikommunestatus i netværk med andre kommuner, og det er stort set kun fantasien og grundloven, der sætter begrænsninger for, hvad kommunerne i forsøget kan prøve af.
Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune er gået sammen med en række andre byer i to forskellige netværk, hvor det handler om at sikre borgerne bedst muligt behandling ved at styrke samarbejdet mellem kommunen, praktiserende læger og sygehuse og ved at mindske uhensigtsmæssige dokumentationskrav og lange sagsbehandlingstider.

I alt 43 netværk har på landsplan ansøgt om at blive frikommuner for perioden 2016-2019. Aarhus Kommune er med i sammenlagt 12 netværk, hvoraf Sundhed og Omsorg deltager i to netværk. Der er lagt op til, at 5-7 af de 43 ansøgninger vil blive valgt.

De nye frikommunenetværk vil blive valgt i starten af september.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125