23948sdkhjf

Regnbueboliger for seniorer på Amager i 2020

Boligforeningen 3B skriver danmarkshistorie, når den snart bygger landets første seniorbofællesskab til homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner.
Et nyt bofællesskab er på vej på Sundholmsvej på Amager. Bofællesskabet er et - på sigt - bedre alternativ til en række plejeboliger, som boligforeningen 3B oprindeligt ville havde planer om at bygge til homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner.

Bofællesskabet bliver et såkaldt seniorbofællesskab for beboere over 50 år. LGBT-personer har større risiko for at blive ensomme i alderdommen, og det kan være svært for dem at bo i et almindeligt seniorbofællesskab eller plejehjem, fordi mange føler, at de der skal ”springe ud” igen, lyder det.

Der er tale om cirka 30 boliger på mellem 65 og 85 kvm fordelt i én blok med otte etager, som henvender sig til LGBT-personer, det vil sige homoseksuelle, bi- og transseksuelle.

Bygherre er den almene boligforening 3B, som samlet har cirka 12.700 lejemål i 89 forskellige afdelinger i Storkøbenhavn.

”I 3B vil vi rumme alle – uanset deres etnicitet, alder, sociale gruppe eller seksuelle orientering. Det er en af vores fornemmeste opgaver som almen boligforening”, forklarer Steffen Morild, formand for boligforeningen.

”Det betyder meget for den enkelte ældres velbefindende og helbred at have et indholdsrigt liv med daglig kontakt til andre mennesker. Men med alderdommen følger også mindre mobilitet og evne til at være opsøgende, og ældre LGBT-personer har selvfølgelig et lige så stort behov for kontakt med ligesindede som alle andre”, fortæller Peter Rolsdorf, formand for projektgruppen Gay & Grey, der arbejder for seniorboliger til LGBT-personer.

Efterspørgsel fra LGBT-miljøet

Projektet på Amager er kommet på bordet efter henvendelse fra netop LGBT-miljøet.

”Arbejdet med seniorbofællesskabet blev startet for fire-fem år siden. Oprindeligt var idéen alene at arbejde for et plejehjem og ældreboliger, men vi blev hurtigt enige om, at et tryghedsskabende seniorbofællesskab kunne vi formentlig have længst glæde af”, siger Peter Rolsdorf.

At Amager netop er valgt som placering hænger sammen med, at 3B allerede er godt repræsenteret i området med både familie-, ungdoms- og plejeboliger.

”Vi vil gerne videreudvikle vores engagement i området og yderligere styrke den brede beboersammensætning, som vi ser som en styrke for almene boliger i storbyen”, fortæller Steffen Morild.

Det nye bofællesskab udelukker ikke heteroseksuelle seniorer, men de skal være enige i bofællesskabets vilkår – blandt andet gensidig respekt, åbenhed og tolerance over for LGBT-personer.

”I dag er Danmark et af verdens mest tolerante samfund for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner, men der bliver ikke talt så meget om deres alderdom, og her er der ingen, som fortjener at skulle gå tilbage i skabet eller lægge bånd på sig selv – vi er frie hele livet igennem. Og når LGBT-miljøet selv efterspørger disse bofællesskaber, er det helt naturligt for os at bygge dem. Det er en del af den samfundsmæssige opgave, vi har en lang tradition for at løfte i 3B”, siger Steffen Morild.

Udbudsstrategi er undervejs

Ud over seniorbofællesskabet bygger 3B 170 ungdomsboliger på Sundholmsvej fordelt i tre blokke med fem etager og en blok i otte etager.

Byggechef i 3B, Mette Thiberg, fortæller, at der hverken er fundet rådgivere eller entreprenører.

”Vi er netop nu i gang med at formulere en udbudsstrategi og at planlægge processen for realisering af projektet. Vi skal i efteråret i gang med en programmeringsproces, hvor blandt andet LGBT vil blive inddraget, så vi får udviklet et projekt, der matcher de krav og ønsker, der stilles til et moderne bofællesskab i dag. Vi forventer at gennemføre en samlet totalentreprisekonkurrence primo 2017, som både omfatter regnbuefællesskabet og de nye ungdomsboliger i området”, oplyser hun.

Mette Thiberg fortæller videre, at 3B håber at kunne sætte selve byggeriet i gang medio 2018 og forventer at kunne aflevere boligerne til de nye beboere primo-medio 2020.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078