23948sdkhjf

'Uforståeligt forslag' til Nyt OUH overskrider budgettet MAX

Totalrådgiverens projektforslag for Nyt OUH skal granskes nøjere, oplyser Region Syddanmark.
Totalrådgiveren for Nyt OUH – Medic OUH – har netop afleveret sit projektforslag for Nyt OUH, som Region Syddanmark nu vil have set nøje efter i sømmene. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Forslaget indeholder nemlig en voldsom overskridelse af budgettet, og forslaget er dermed langt dyrere end det, regionen var stillet i udsigt. I august vil regionen endeligt afgøre, hvordan den forholder sig til totalrådgiverens udspil.

Forslaget indeholder blandt andet en potentiel og uventet overskridelse på knap 1,3 milliarder kroner i forhold til budgettet. Det skal ses i forhold til, at foreløbige meldinger i 1. kvartal indikerede en overskridelse på cirka 150 mio. kr.

Et omfangsrigt projektforslag
Projektforslaget fra Medic OUH beskriver detaljeret, hvordan Nyt OUH skal indrettes - dvs. hvilke materialer, der skal bruges, og hvordan inventar og møbler skal placeres. Med tilhørende bilag fylder selve projektforslaget 3.752 sider.

Region Syddanmark vil derfor bruge sommeren på at gennemgå det omfattende materiale sammen med sin bygherrerådgiver. Samtidig har regionen bedt totalrådgiveren om at kvalitetssikre sit forslag endnu engang.

Karsten Uno Petersen (S), der er formand for Region Syddanmarks innovationsudvalg, siger:

"Vores totalrådgivere gav lige før årsskiftet udtryk for, at Nyt OUH-projektet ville overskride budgettet med cirka 150 mio. kr. Efter at vi havde aftalt, at det skulle bringes i balance, er det chokerende og voldsomt at få et projekt, der overskrider med 1,3 mia. Derfor er der behov for en dybtgående granskning af projektet for at klarlægge, hvor stor overskridelsen i virkeligheden er. Vi har nu brug for at komme til bunds i materialet og forholde os kritisk til de enkelte dele af forslaget og de mange risikovurderinger i så stort et projekt. Det vil vi bruge de kommende uger på."

Region Syddanmark har indkaldt bestyrelsen for Medic OUH til møde om sagen den 4. juli 2016.


Fakta
Projektforslaget fra Medic OUH beskriver detaljeret, hvordan Nyt OUH skal indrettes - dvs. hvilke materialer, der skal bruges, og hvordan inventar og møbler skal placeres.

Ligeledes indeholder forslaget en tidsplan for byggeriet.

Forslaget rummer også et budget for de enkelte faser, som bliver styrende for de kommende udbud og licitationer.

Regionsrådet vedtog den 27. april 2015 dispositionsforslaget for Nyt OUH – og projektforslaget bygger på de krav, som fremgik af dispositionsforslaget.

Siden har det været op til Medic OUH at projektere sygehuset i forhold til disse krav.

På linje med de andre kvalitetsfondsprojekter i Danmark er der afsat et fast beløb til at bygge det nye universitetshospital i Odense for. Nyt OUH må således koste 6,3 mia. kr. – hverken mere eller mindre – når det står færdigbygget. Region Syddanmark har ikke mulighed for at supplere med ”egne penge”.

Første spadestik til det nye sygehus blev taget den 27. april i år. Den første entreprenør er gået i gang med de forberedende arbejder til den letbane, som skal gå igennem sygehuset, og selve sygehuset er planlagt til at stå færdig i 2022.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.547