23948sdkhjf

NAVNE: Ny mand i spidsen for Region Syddanmarks ambulancekørsel

Mads Haugaard kommer fra en stilling som afdelingschef i Afdelingen for kvalitet og forskning.
Fra midt i august overtager Region Syddanmark driften af ambulancerne i de områder af Region Syddanmark, som BIOS dækkede, før selskabet blev erklæret konkurs. Og det bliver Mads Haugaard, der skal stå i spidsen for det regionale ambulanceselskab.

Mads Haugaard kommer fra en stilling som afdelingschef i Afdelingen for kvalitet og forskning i Region Syddanmark. I perioden fra november 2015 til april 2016 var Mads Haugaard konstitueret sundhedsdirektør i regionen. I sit nye job får Mads Haugaard det overordnede ansvar for den kommende ambulancedrift og økonomien omkring den. Han vil referere direkte til koncerndirektionen i regionen.

"Det vil være en stor opgave at bygge en regional ambulancetjeneste op, og Mads Haugaard er det helt oplagte valg til denne opgave. Han har fra sin tid som konstitueret sundhedsdirektør fået en god erfaring med området og med de problemstillinger, der er. Desuden har hans mange år som leder i regionen givet ham en rigtig god ballast," siger regionsdirektør Jane Kraglund.

Det administrative hovedkontor for det nye ambulanceselskab er på Blangstedgaardvej i Odense, hvor også BIOS havde hovedkontor. Det er også her, Mads Haugaard får sin daglige arbejdsplads – sammen med omkring 25 administrative medarbejdere.

"Min første vigtige opgave bliver at skabe ro og stabilitet omkring ambulancekørslen. Nøglen til det er arbejdsro og tryghed for de dygtige medarbejdere i virksomheden. Dialog og inddragelse vil være nøgleord for mig. Det ligger mig meget på sinde, at de fremadrettede løsninger skabes i en tæt dialog med de berørte medarbejdere. Men jeg er også meget opmærksom på, at der skal fokus på administration og styring - herunder på udbetaling af løn. Jeg glæder mig meget til arbejdet," siger konstitueret direktør Mads Haugaard.

Region Syddanmark og de kuratorer, der har haft ansvaret for konkursboet efter BIOS, har nu indgået en aftale om, at Region Syddanmark fra 15. august 2016 overtager driften af ambulancerne i de områder af Region Syddanmark, som BIOS dækkede, før selskabet blev erklæret konkurs.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.375