23948sdkhjf

Patienter og pårørende inviteres ind i maskinrummet

Region Hovedstaden leder lige nu efter borgere, der vil sidde med, når der skal træffes beslutninger på hospitalerne.
Patienter og pårørende skal tættere på diskussionerne, når ledere og personale træffer overordnede beslutninger på hospitalerne.

Sådan lyder det i Region Hovedstaden, hvor regionsrådet har besluttet, at patienter og pårørende nu i endnu højere grad end tidligere skal høres, så deres erfaringer og viden bliver brugt aktivt i fremtidens sundhedsvæsen. Derfor leder Region Hovedstaden nu efter borgere, der vil sidde med, når der skal træffes beslutninger på hospitalerne

Et bredere og tættere samarbejde skal sikre, at hospitalerne tager endnu mere hensyn til helheden og at de uundværlige erfaringer og den viden som patienter og pårørende ligger inde med, bliver omsat til handling og konkretiseret på stuerne og gangene. Hidtil har borgere haft deres egne brugerråd og patientpaneler, men de skal nu sidde med omkring bordet, når ledelsen sætter kursen for fremtidens hospitaler.

"Vi vil gerne gøre brug af den enorme ressource, som patienter og pårørende har. De ser hospitalerne fra en anden vinkel, og vi vil gerne gøre dialogen tættere med dem, så vi i fællesskab kan udvikle hospitalerne i en retning der er gavnlig for både patienter, pårørende, ledelse og personale," siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

Fra psykiatrien til hospitalerne

Allerede i foråret 2015 begyndte Region Hovedstadens Psykiatri at invitere patienter og pårørende ind i maskinrummet. Resultaterne har været gode, og derfor besluttede regionsrådet at implementere ordningen på alle regionens hospitaler. I alt skal 51 borgere sidde i 17 forskellige mødefora, hvor de får mulighed for at fortælle om deres syn på hospitalerne – og ikke mindst, hvordan de kan blive bedre.

"Når du som menneske møder hospitalsvæsnet er det afgørende, at du får en tryg og god behandling. At få patienter og pårørende med i beslutningsfora vil hjælpe os med at gøre den oplevelse endnu bedre. Det er almindelig sund fornuft, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu får sat det i gang," siger regionsrådsformanden.

Hvert hospital har valgt tre eller fire centrale mødefora på det pågældende hospital, hvor der fremadrettet skal være patienter og pårørende med omkring bordet, når disse fora holder møder.
Der vil være to patientrepræsentanter og én pårørenderepræsentant i hvert mødeforum.
Der skal i alt findes 51 patienter og pårørende, der skal sidde i 17 fora på hospitalerne.
Bornholms Hospitals status som udviklingshospital gør, at de arbejder med en anden model for brugerrepræsentation.


Kommenter artiklen (3)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094