23948sdkhjf

Nyt hospitalsbyggeri sat i gang i Horsens

Byggeriet på Hospitalsenheden Horsens kommer blandt andet til at rumme nye ambulatorier, ny intensivafdeling og to nye sengeetager.
Regionsrådsformand Bent Hansen var den 4. oktober i Horsens for at sætte et nyt hospitalsbyggeri i gang.

Nye Nord, som byggeriet er døbt, omfatter 9.100 kvadratmeter og er det største af tre markante byggeprojekter, som tilsammen sikrer borgerne i området et moderne og effektivt akuthospital.

"Med Nye Nord får vi ikke bare flere senge og nye operationsstuer. Vi bygger for fremtiden og etablerer nogle helt nye løsninger, der afspejler nye måder at organisere arbejdet på," sagde Bent Hansen i sin tale.

Totalentreprenøren NCC er nu klar til at påbegynde udgravningen til det nye byggeri, som bliver opført på hospitalets parkeringsplads ud mod Sundvej. I løbet af oktober vil entreprenørfirmaet begynde at sætte spuns til byggeriet, der løber op i knap 200 millioner kroner.

Kommer både patienter og personale til gode

Nye Nord kommer blandt andet til at rumme nye ambulatorier, nye operationsstuer, ny intensivafdeling og to nye sengeetager. De to øvrige byggeprojekter på Hospitalsenheden Horsens er en igangværende udbygning af Akutafdelingen og en renovering af hospitalets højhus, som er cirka 45 år gammelt.

En af de innovative løsninger, som det nye byggeri kommer til at danne ramme om, er et såkaldt 'perioperativt afsnit'. Det kommer til at samle alle arbejdsgangene før, under og efter operation.

Hospitalsdirektør Lisbeth Holsteen Jessen glæder sig over, at den mere synlige del af byggeriet nu for alvor går i gang.

"Med det nye byggeri og den tiltrængte ombygning af hospitalets akutafdeling og højhus får vi skabt rammerne for nogle patientforløb med endnu bedre sammenhæng og tilhørende arbejdsgange. Det vil komme både patienter og personale til gode," siger Lisbeth Holsteen Jessen.

Nybyggeriet forventes at stå færdigt i efteråret 2018, og personalet forventes at kunne tage imod de første patienter i den nye bygning omkring årsskiftet til 2019. Den samlede om- og udbygning af Hospitalsenheden Horsens forventes afsluttet omkring 2020. Til den tid vil bygningsmassen være udvidet med cirka 13.000 kvadratmeter.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097