23948sdkhjf

Handicaporganisationer: Reform har sat os 100 år tilbage

Der er efter kommunalreformen fokus på økonomi frem for faglighed, og det går ud over handicappede, mener DH.
Det er blevet sværere at være handicappet, efter at det kommunale danmarkskort blev forandret for ti år siden.

En af de uafhængige eksperter bag kommunalreformen Erik Bonnerup mener, at særligt de handicappede blev svigtet. Det billede kan Danske Handicaporganisationer (DH) genkende.

- Jeg synes, at det har sat handicapområdet tilbage til tiden før Anden Verdenskrig, siger DH-formand Thorkild Olesen.

- Det minder om dengang, det var sognekommunernes økonomi, der var det vigtigste frem for indsatsen for mennesker med handicap. Det har haft en enorm negativ konsekvens for handicapområdet, siger han.

DH er en paraply for 33 organisationer. Tilsammen har de flere end 330.000 medlemmer og dækker alle typer handicap.

Problemet i dag er særligt, at økonomi er kommet mere i fokus, mens specialviden er gået tabt.

- Konsekvensen er, at man får de forkerte tilbud. De bliver udregnet efter kroner i stedet for faglighed, siger Thorkild Olesen og uddyber:

- Det betyder, at autister for eksempel kommer i botilbud, hvor de udvikler sig til at blive mere aggressive, end de havde behøvet. Eller at blinde eller svagsynede ikke får en uddannelse, fordi de ikke får den rigtige rådgivning.

I 2007 blev de daværende 14 amter fusioneret til fem regioner. Samtidig blev 271 kommuner reduceret til 98.

Det betød, at ekspertisen blev splittet på handicapområdet, mener Erik Bonnerup. Han er tidligere direktør og departementschef og var en af den såkaldte strukturreforms eksperter.

Han kritiserer i Ugebrevet A4 kommunerne for at ville rage mest muligt til sig i stedet for at se på, hvad der er bedst for borgerne.

Kommunernes Landsforening afviser kritikken. Det samme gør Helle Linnet, der er formand for Foreningen af Kommunale Socialchefer i Danmark.

- Det havde været svært at løse opgaverne, hvis vi var fortsat i mindre kommuner, siger Helle Linnet.

- På mange områder er kvaliteten blevet højere, og vi har fået flere kompetencer i kommunerne, end vi havde tidligere. Derfor ser jeg strukturreformen som noget positivt, siger hun.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125