23948sdkhjf

Rørpost og automatisering skal sikre hurtigere svar i Viborg

Regionshospitalet Viborg får rørpost og et nyt fuldautomatisk analysesystem til blodprøver.
I forbindelse med til- og ombygningen på Regionshospitalet Viborg indføres rørpost og et nyt fuldautomatisk analysesystem til blodprøver. De nye systemer betyder hurtigere svar på blodprøver og dermed også hurtigere behandling til patienterne.

Det nye rørpostsystem er skræddersyet til de mange blodprøver, der daglig tages på hospitalets afdelinger og sendes til analyse på Klinisk Biokemisk Afdeling.

Fremover vil hospitalets bioanalytikere kunne sende blodprøverne af sted løbende fra de 10 sendestationer i rørpostsystemet ude på de enkelte afdelinger. Frem for at få en bunke prøver til analyse på én gang, vil prøverne altså fremover tikke ind i systemet løbende, efterhånden som de bliver taget.

- Vi får et bedre prøveflow, så vi kan sende svar tilbage til afdelingerne og patienterne meget hurtigere end i dag. På samme måde vil afdelingerne have mulighed for at prioritere, hvilke prøver der er vigtigst at få svar på først, siger ledende bioanalytiker Frank Andersen fra Klinisk Biokemisk Afdeling.

Mens bioanalytikerne i dag kan sende svar på en rutineblodprøve inden for fire timer, vil afdelingerne fremover få svar væsentligt hurtigere. Det betyder blandt andet, at afdelingerne ofte vil kunne have svar klar inden stuegang og dermed få iværksat den korrekte behandling hurtigere eller få udskrevet patienten og skabt plads til næste patient.

Det kommende rørpostsystem består af i alt 10 sendestationer fordelt i det kommende akutcenter og i det eksisterende hospital. Stationerne, der i brugervenlighed mest af alt minder om supermarkedernes flaskeautomater, installeres på de sengeafsnit og klinikker, hvor der typisk tages flest prøver. Herfra sendes prøverne med trykluft ned til det kommende, fuldautomatiske analysesystem på Klinisk Biokemisk Afdeling. Dermed håndteres prøven kun én gang og kommer hurtigt og sikkert frem.

Håndværkerne begynder i løbet af de kommende måneder at installere det nye system, og første blodprøve ventes at kunne sendes af sted med rørpost i begyndelsen af 2018, hvor også det nye automatiske analysebånd vil være i drift.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.19