23948sdkhjf

Minister: Mange konkurser har gjort ældre utrygge

Regeringen vil sætte en stopper for konkurser i ældreplejen, der ifølge ældreministeren gør mange ældre utrygge.

38 private leverandører af ældrepleje er gået konkurs siden 2013.

Her blev loven ændret, så hjemmeplejen i højere grad kom i udbud i kommunerne.

Men mange af virksomhederne er blevet nødt til at dreje nøglen om, og det har medført utryghed, fortæller ældreminister Thyra Frank (LA) på et pressemøde tirsdag.

- Der er ingen tvivl om, at der er mange ældre, der har følt sig utrygge, netop fordi de ikke har vidst, hvem der kommer i morgen, og om det er en, de kender.

- Det betyder uendeligt meget i et ældreliv, at man ved, hvor der er tryghed. Det er derfor, vi skal se på de her ting nu, siger ældreministeren.

Hun påpeger imidlertid, at mange ældre vælger den private hjemmepleje og er glade for det frie valg.

VLAK-regeringen præsenterede tirsdag en række initiativer, der skal være med til at sætte en stopper for de mange konkurser i den private ældrepleje.

Ifølge fagforbundet FOA har konkurserne ramt mindst 11.000 ældre og over 1600 ansatte siden 2013.

Et såkaldt serviceeftersyn skal nu være med til at undersøge den nuværende lovgivning. Og samtidig vil regeringen indlede en dialog med de øvrige partier, Kommunernes Landsforening og en række interessenter.

En af dem er FOA, der ser gode takter i regeringens planer. Det siger organisationens forbundsformand, Dennis Kristensen, i en pressemeddelelse.

- Plejekonkurserne er et fælles problem og et fælles ansvar, det kan ikke løses i den enkelte kommune. Det har vi set alt for mange sørgelige eksempler på, siger han.

- Derfor er jeg glad for, at regeringen nu sætter sig i spidsen for at finde en løsning, der vægter kvalitet over pris. FOA vil deltage konstruktivt i arbejdet, siger forbundsformanden.

FOA understreger samtidig, at kvalitet bør vægte mere end 50 procent, når kommunerne sender deres ældrepleje i udbud.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11