23948sdkhjf

NAVNE: Ny landsformand for DANSKE ÆLDRERÅD

På DANSKE ÆLDRERÅDs årlige repræsentantskabsmøde blev Erik Stagsted valgt som landsformand.

Erik Stagsted er på DANSKE ÆLDRERÅDs årlige repræsentantskabsmøde valgt som ny landsformand. Han overtager hvervet efter Bent Aa. Rasmussen, som efter 4 år på posten ikke genopstillede.

Som formand for Ældrerådet i Vesthimmerland i 8 år, medlem af Regionsældreråd Nordjylland i 6 år, og medlem af bestyrelsen i DANSKE ÆLDRERÅD gennem 7 år, har han allerede et indgående kendskab til de arbejdsopgaver, som ligger forude.

- Jeg er glad for den tillid, som jeg har fået vist, og vil gøre mit bedste for at leve op til den, udtaler han.

- I det fremtidige arbejde, ønsker jeg, at leve op til de målsætninger og holdninger, der allerede er formuleret for DANSKE ÆLDRERÅD. Jeg ser gerne, at vi i højere grad kommer fra holdning til handling i de 98 ældreråd og i DANSKE ÆLDRERÅD. De enkelte råd skal føle sig involveret, og kommunerne må sikre, at ældrerådene bliver hørt i alle sager, der vedrører ældre. Her skal DANSKE ÆLDRERÅD støtte op, så også de små kommuners ældreråd kommer til orde, siger Erik Stagsted.

Han fremhæver, at lovgivning sikrer, at rådene skal høres, hvilket i vid udstrækning også respekteres af de fleste kommunalpolitikere. Ofte kan samarbejdet dog styrkes og ressourcerne i rådene udnyttes bedre og lyttes bedre til.

Erik Stagsted udtrykker ønske om, at DANSKE ÆLDRERÅD skal kunne begå sig på de bonede gulve, og her er det vigtigt at have klare og underbyggede holdninger.

- DANSKE ÆLDRERÅD skal være parate til at tage del i debatten og gerne sætte dagsordenen. Jeg tror på dialog. Det er det der rykker. Man kan nå langt med en snak om, hvor skoen trykker, og så finder man ofte løsninger til alles bedste!, siger han.

Erik Stagsted er uddannet Socionom og har bl.a. arbejdet som miljø- og socialfaglig konsulent og højskolelærer i 26 år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096