23948sdkhjf

Løkke: En velfungerende offentlig sektor kan blive bedre

Sosu'er skal hjælpe ældre. Ikke sidde i interne møder eller krydse skemaer af.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde fredag inviteret 60 deltagere til møde på Marienborg for at sætte gang i arbejdet med en såkaldt sammenhængsreform af den offentlige sektor.

Efter afslutningen på mødet siger Lars Løkke Rasmussen fredag eftermiddag:

- Det har være et rigtig godt møde med mange input og god inspiration. Vi har haft deltagelse af offentlige ledere, private virksomheder i kanten af den offentlige sektor og fagbevægelsen, som alle støtter op om denne dagsorden.

- Vi har en velfungerende offentlig sektor med utroligt veluddannede folk ansat, og vi har tilfredse borgere. Men den offentlige sektor kan blive endnu bedre, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

- Der er stor variation i resultater på skolerne og på sygefravær på plejehjemmene. Vi skal prøve at få de gode eksempler til at brede sig, siger Lars Løkke Rasmussen.

Forud for mødet har statsministeren i et interview med Berlingske sagt, at de offentligt ansatte skal bruge mindre tid på "diller-daller".

Løkke siger fredag at han ikke kan forklare, hvordan det ord kom ud af hans mund. Men meningen var god nok, understreger han.

- Jeg kunne også have sagt lirum-larum eller noget andet. Men jeg tror godt, at folk ved, hvad jeg mener. Folk er blevet uddannet skolelærere for at uddanne børn. Eller sosu-assistenter for at hjælpe ældre mennesker, siger Løkke.

- De skal ikke bruge deres tid på at sidde i interne møder eller krydse skemaer af.

Det er minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) der skal stå i spidsen for sammenhængsreformen.

Det, at der er udpeget en særskilt minister til opgaven, er noget af det, der får Løkke til at tro på, at reformerne vil blive til andet end pæne ord og varm luft.

Sophie Løhde medgiver dog, at den nuværende regering langt fra er den første, der forsøger sig med at effektivisere den offentlige sektor og gøre den mere smidig.

- Det første moderniseringsprogram blev lavet i 1983, hvor jeg blev født. Det fortæller lidt om, at det har nogle år på bagen, siger Sophie Løhde.

- Vi har lagt an til en meget struktureret og fokuseret proces. Jeg er sikker på, at vi i 2018 vil kunne levere et reformprogram, hvor vi kan sætte hak ved en lang række konkrete initiativer.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078