23948sdkhjf

Løkke: Hackere kan lægge vores sygehuse ned med angreb

Når samfundet bliver mere digitaliseret, følger en sårbarhed over for cyberangreb med, mener statsministeren.

Fremtidens læger kan få hjælp af supercomputere, når de skal diagnosticere kræftpatienter. Fremtidens butikker kan drives næsten uden personale.

Men for fremtidens kriminelle og terrorister rummer teknologien også nye muligheder for at skade det danske samfund.

Sådan lyder erkendelsen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), da han mandag besøger detailkæden Coop forud for det første møde i det såkaldte Disruptionråd.

I weekenden er virksomheder og organisationer verden over blevet ramt af et angreb med den ondsindede software WannaCry. Og det er bagsiden af den øgede digitalisering, lader Løkke forstå.

- Man behøver ikke køre bomber op foran et sygehus. Man kan angribe serverne. Og så kan man lægge vores sygehuse ned, siger Løkke.

- Så det med at gøre samfundet omstillingsparat og gribe mulighederne har selvfølgelig også den dimension i sig.

Disruptionrådet skal finde ud af, hvordan Danmark kan komme "forlæns ind i fremtiden", som statsministeren siger. Men for regeringen er forsvar mod cyberangreb også en vigtig prioritet, forsikrer han.

- Det er et sted, hvor samfundet bliver mere sårbart, konstaterer Løkke.

- For fremtidens kræftpatienter vil det være en gave, at det ikke kun er deres dygtige læge, der skal se de diagnostiske prøver. Men at de kan køres op i en supercomputer, der har set måske en million patienter med samme diagnose.

- Det er godt. Men det system, der ligger nede bagved, bliver selvfølgelig sårbart for angreb.

Statsministeren mener, at befolkningen har stor tillid til de digitale systemer. Og i forhold til, hvor mange digitale transaktioner, der finder sted hver eneste dag, er vi "rimelig trygge", siger Løkke.

- Det er ikke det samme som, at vi skal være ligeglade. Derfor er det her et fokusområde, når vi skal diskutere forsvar, fastslår statsministeren.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129