23948sdkhjf

'Jægere' har mindsket storkøkkeners madspild

Selv køkkener, der allerede har gjort en indsats, kan reducere spildet.
Der er stort potentiale for at mindske madspildet i danske storkøkkener – og det er til gavn for både miljøet og økonomien.

Det er erfaringen efter det første år med Miljø- og Fødevareministeriets projekt Madspildsjægerne, der hjælper storkøkkener med at reducere madspild. 15 ud af de foreløbigt 22 afsluttede køkkener har skåret i madspildet, selv om langt de fleste allerede havde gjort en indsats. For eksempel har et storkøkken halveret madspildet og dermed tjent ekstra kroner på bundlinjen.

- Det viser, at vi kan gøre en forskel med målrettet oplysning. Vores madspildsjægere gør storkøkkener klogere på, hvordan de kan minimere madspildet. Det fører til målbare resultater til fordel for både miljøet og økonomien, for hvis man spilder mindre i et køkken, behøver man heller ikke købe så meget ind. Jeg håber, at andre lader sig inspirere af de gode erfaringer, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

Fakta om Madspildsjægerne

• Madspildsjægerne giver gratis hjælp i storkøkkener til at sætte fokus på madspild.

• Konceptet drives af konsulenter fra Teknologisk Institut.

• Hvert forløb er tilpasset det enkelte køkken.

• Indtil videre har 22 køkkener afsluttet deres forløb. 15 af disse har reduceret deres spild på udvalgte varer. I gennemsnit er spildprocenten reduceret med 40 procent blandt de 15 køkkener, dog med stor variation mellem køkkenerne - fra en reduktion i spildprocenten på 8 procent til helt op til 64 procent.

• Fire køkkener har øget madspildet på de udvalgte varer.

• Før projektet havde hovedparten af deltagerne ingen viden om, hvor meget organisk affald de havde. Denne øjenåbner har været et væsentligt bidrag til projektets effekter. Derudover har køkkenerne fået inspiration til at anvende rester.


Køkkenerne i projektet har over en periode sat ind på at reducere spildet på udvalgte varer og målt det både før og efter. I gennemsnit blev spildprocenten reduceret med 40 procent. Projektet kører 2017 ud.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.112