23948sdkhjf

Lolland giver plejefirma tredje advarsel

Politikerne skal 22. juni beslutte om Pleje Plus' kontrakt skal opsiges.

I denne uge besluttede Ældre- og Sundhedsudvalget og Økonomiudvalget i Lolland Kommune at det private plejefirma, Pleje Plus, skal have sin tredje advarsel på kort tid. Det oplyser Lolland Kommune på sin hjemmeside.

Advarslen skyldes et leverancesvigt i forhold til firmaets aftale med Lolland Kommune. Ifølge TV Øst er en nattevagt udeblevet to dage i træk, og der har også været en situation, hvor et nødkald ikke blev besvaret.

Om Pleje Plus skal fortsætte sin aftale i Lolland Kommune slal afgøres på et byrådsmøde den 22. juni.

Ifølge TV Øst er der politisk flertal i Lolland Kommunes byråd for at fyre Pleje Plus, men borgmester Holger Schou Rasmussen (S) vil ikke opsige aftalen med plejevirksomheden, før hele byrådet har haft mulighed for at tage stilling til sagen. Plejevirksomheden var under skærpet tilsyn efter 250 klager på knap et år, hvoraf fem handlede om alvorlige leverancesvigt.

Ifølge rådgiver for Pleje Plus Jack Leiberg kan Lolland Kommune se frem til et retsligt efterspil, hvis kommunen fyrer plejevirksomheden.

- Vores advokat har de seneste to måneder arbejdet med sagen, og man skal huske, at ingen er dømt, før man er dømt i en retssal. Vi har lavet fejl, ja, men Lolland vil opleve, at der kommer et efterspil. De vil blive mødt af et krav, for de kan ikke løfte bevisbyrden, siger Jack Leiberg til TV Øst.

Problemerne med Pleje Plus har i øvrigt også haft konsekvenser for Lolland Kommunes administration, idet Styrelsen for Patientsikkerhed for nylig gav kommunen to påbud for at have brugt for lang tid på at vurdere virksomheden. Det er første gang, en kommune har fået et sådant påbud.

Pleje Plus har samarbejdet med Lolland siden februar i fjor. Ifølge egne oplysninger har plejevirksomheden aftaler med fire andre kommuner – Halsnæs, Guldborgsund, Frederikssund og Vordingborg. ruh@kl.dk  
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093