23948sdkhjf

Ny konference skal klæde rehab-fagfolk på til fremtiden

Stor konference om neurorehabilitering i København til efteråret

Til efteråret løber en stor konference om neurorehabilitering - kaldet ’NeuroRehab’ - af stablen i København. Her kan fagpersoner blive opdateret på den nyeste udvikling indenfor rehabilitering efter erhvervet hjerne- og rygmarvsskade. Det er første gang, NeuroRehab afholdes.

På konferencen kan man blandt andet høre om nye projekter i kommuner og regioner, se teknologier og hjælpemidler og møde forskellige aktører indenfor rehabilitering.

Bag konferencen står fire klinikker på Rigshospitalet, ’Projekt Styrket indsats for unge med erhvervet hjerneskade’ samt ’VihTek - Videncenter for hjælpemidler og velfærdsteknologi’.

- Rehabilitering er ikke bare, at man isoleret set bliver bedre til at gå eller til at huske, men det handler om, at man bliver bedre til at leve sit liv, og det er et ret stort paradigmeskift, der er sket også indenfor neurorehabiliteringen. Det gør, at vi i dag på mange måder er blevet mere realistiske men også mere optimistiske. Vi har fået mere viden og fundet ud af, at der er noget, der virker og noget, der ikke virker. Det giver bedre mulighed for at arbejde mod en fælles retning og mål, forklarer ledende neuropsykolog på Rigshospitalet, Birgitte Hysse Forchhammer, der har det faglige ansvar for NeuroRehab.

Målgruppen for konferencen er blandt andet plejepersonale, terapeuter og læger.

- Det er klinikernes dag, siger udviklingskonsulent hos VihTek, Tina Myung Povlsen, der er sekretariatsansvarlig for NeuroRehab.

Denne artikel har været bragt i den trykte avis, Magasinet Pleje, 26. maj 2017.

Normalt ville artiklen være låst og kun tilgængelig for vore abonnenter. Vi har åbnet op for hele vores pleje-univers for en periode, så du gratis kan læse med og også dykke ned i vores arkiv

Fokus på teknologi

Konferencen sætter blandt andet fokus på, hvordan teknologi kan bidrage til neurorehabiliteringen.

- Teknologien giver virkelig nogle fantastiske muligheder, men det er også vigtigt at se det i en større sammenhæng. Teknologien alene kan ikke fikse hverken den enkeltes handicap eller velfærdsstatens krise, siger Birgitte Hysse Forchhammer.

På konferencen kommer der en række bud på fordele og udfordringer ved at bruge for eksempel nye it-teknologier og robotter i rehabiliteringen. Man kan også høre om resultaterne af de afprøvninger, VihTek har lavet i samarbejde med bl.a. neurologiske afdelinger i Region Hovedstaden.

- Vores erfaringer er, at der er nogle veje at gå, men det er ikke et quick fix, og det gælder om at finde ud af, hvilken målgruppe teknologien passer til, fortæller Tina Myung Povlsen.

Nye indtryk

Arrangørerne har hentet inspiration hos DemensDagene, fortæller Birgitte Hysse Forchhammer.

- Nationalt Videnscenter for Demens ligger på Rigshospitalet, og vi er samme organisation, og her har vi fået meget støtte og hjælp og god sparring, siger hun.

NeuroRehab byder på flere end 20 oplæg og en markedsplads med en masse stande.

- Jeg håber, deltagerne kommer hjem med en masse nye indtryk og måske kan inspirere deres egen arbejdsplads, siger Tina Myung Povlsen.

- Vi vil gerne vise, at det her er et levende område, hvor der er sket utrolig meget indenfor bare de sidste ti år, og det vil være en kæmpe succes, hvis vi også kunne få rekrutteret lidt flere mennesker til at synes, det er spændende at arbejde med rehabilitering, siger Birgitte Hysse Forchhammer.

Neurorehab skal samle sektorerne

Baggrunden for NeuroRehab er blandt andet, at man på Rigshospitalet – Glostrup lige nu er i gang med at opføre et nyt Neurorehabiliteringshus, som skal stå færdigt om få år.

- Derudover har vi specialfunktionen på Rigshospitalet, og har samlet en række enheder, der arbejder med rehabilitering, og vi har VihTek. På Rigshospitalet har vi også afsluttet et fireårigt projekt, der hedder ’Styrket indsats for unge med erhvervet hjerneskade’. Alt det gjorde, at vi synes, vi har noget, vi godt vil vise frem. Vi vil gerne vise rehabilitering fra det regionale perspektiv, men vi forsøger også at få så mange kommuner med som muligt, siger ledende neuropsykolog på Rigshospitalet, Birgitte Hysse Forchhammer.

Rehabilitering nytter kun, hvis det også er tværsektorielt, understreger hun.

- Vi får patienterne ind på sygehusene og udreder dem og kommer med vores faglige rådgivning, og så er det kommunerne, der har ansvaret for selve rehabiliteringen i langt de fleste tilfælde. Så det handler om at kunne arbejde sammen og lære af hinanden, og det er blandt andet det, vores konference gerne skulle bidrage til, fortæller hun.

Synergi

Det er helt bevidst, at NeuroRehab har fokus både på rehabilitering efter erhvervet hjerneskade og rygmarvsskade, fortæller hun.

I det nye Neurorehabiliteringshus på Rigshospitalet – Glostrup samler man nemlig de to patientgrupper.

- Vi tænker, at vi her i Østdanmark kommer til at være lidt fremsynede ved at samle de to grupper. Det er skader på nerver, og der er en masse fælles træk, der er også store forskelle, og der skal også trænes hver for sig, men vi tænker, at der kan være noget synergi i at samle de to grupper i det samme hus. For patienterne vil det give nogle muligheder for også at inspirere hinanden. Og du skaber et større miljø, mere dynamik og bedre muligheder for udvikling og forskning ved at samle tingene. Konferencen skal også være med til at understøtte det, siger hun.

NeuroRehab finder sted den 9. oktober 2017 i DGI Byen.

NeuroRehab

NeuroRehab henvender sig til fagpersoner og studerende med interesse for neurorehabilitering.
Det overordnede tema for konferencen er udviklingen inden for rehabilitering efter erhvervet hjerneskade og rygmarvsskade.
Keynote speaker er professor John Donoghue fra Wyss Center i Schweiz, der arbejder med, hvordan computere, der er direkte koblet til hjernen, kan understøtte funktion og neurorehabilitering.
De tre symposier på konferencen har fokus på henholdsvis patientinddragelse i neurorehabilitering, teknologier og miljøets betydning for rehabilitering samt reintegration efter skade på rygmarv og hjerne.
På Markedspladsen er der mulighed for at møde regionale, kommunale og private aktører og prøve nye teknologier og hjælpemidler.
Du kan læse mere om konferencen på www.neurorehab2017.dk
kilde: NeuroRehab

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125