23948sdkhjf

"Jeg vil bo et sted, hvor jeg kan være den sære Thyra"

Ældreministeren tog på besøg på Søster Sophies Minde, et plejehjem under Diakonissestiftelsen, hvor ministeren har erklæret, hun selv gerne vil bo.

- Jeg har sagt til min mand, Peter, at hvis der skulle ske mig noget, så vil jeg gerne et sted hen, hvor der er diakonisser. Jeg vil gerne bo et sted, hvor medmenneskeligheden lever, og hvor jeg får lov at være den sære Thyra, som jeg altid har været.

Sådan sagde Thyra Frank under et besøg hos Diakonissestiftelsens plejehjem, Søster Sophies Minde forleden. Et besøg, der var arrangeret af dagbladet BT. Det er nemlig alment kendt, at ældreministeren gerne ser sit sidste hjem blandt diakonisser.

Ældreministeren blev vist rundt på fællesarealer og besøgte en beboer, Oda, der meget stolt viste sin lejlighed frem og fortalte om sin musikalske familie. Thyra Frank tog sig god tid til at hilse på hver enkelt beboer og til at lytte til alle fortællingerne.

Inspirerende faglighed
Undervejs kom hun også ud til personalekontoret, hvor ledende sygeplejerske Mette Prip forklarede, hvordan man sikrer høj faglig kvalitet i plejen og meget få indlæggelser af beboerne ved at personalet mødes tre gange om dagen og taler om samtlige beboere.

Beboerne vurderes ud fra, hvor akut den plejekrævende indsats er i forhold til medicin, fald, tryksår og en samlet helhedsvurdering.

 - Vil du ikke sende mig et par linjer om det? Jeg samler på eksempler, hver gang jeg møder kolleger, der har tænkt gode tanker om at mindske tidsforbruget til dokumentation. Dokumentation er uendeligt vigtigt, men det skal gerne være på en simpel måde og for beboernes skyld, ikke for dokumentationens skyld, sagder Thyra Frank til Mette Prip.

Beboerne står i kø
Rundvisningen sluttede i plejehjemmets stuer, som for nylig er blevet renoveret.

- Søster Sophies Minde er et 62 år gammelt hus, som er ved at undergå en tiltrængt forskønnelse takket være arv og gaver. Vi har renoveret med fokus på hjemlighed og fællesskab, fx er tapeterne sammensat, så de giver hjemligt præg og samtidig hjælper med at finde rundt, fortalte Hanne Munkholm. 

- Næste fase er boligerne, som jo ikke er nye, moderne boliger. Men der er alligevel venteliste til at bo her pga. personalets engagement og professionalisme og vores fokus på høj faglighed i plejen, livskvalitet, glæde og fællesskab.

En sang til Thyra

I opholdsstuen var alle beboere samlet til portvin, chokolade og fællessang. En af beboerne, John Krabbe, havde skrevet en sang til Thyra Frank på ”Jeg er havren”, som han selv akkompagnerede på klaver: ”Nu hun kører i sin dyre bil, og ta’r hånd om det som folket vil…”

Afslutningsvist holdt Tyra Frank tale:

- Jeg har glædet mig rigtig meget til denne dag, til at besøge et plejehjem, hvor medmenneskeligheden virkelig lever. Og Søster Sophies Minde har til fulde levet op til mine forventninger. Når jeg oplever et hjem som dette, vækkes utroligt mange gode minder fra min egen tid som plejehjemsforstander. I skal vide, at jeg brænder for dette område, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, i den tid jeg får lov at sidde som ansvarlig for ældreområdet. 

Fakta:

  • Plejehjemmet Søster Sophies Minde er en del af Diakonissestiftelsen, en almennyttig, erhvervsdrivende fond.
  • Plejehjemmet er privat, men har driftsoverenskomst med Frederiksberg Kommune.
  • Historisk var det et alderdomshjem for pensionerede diakonisser, men i dag visiterer Frederiksberg Kommune borgere til plejehjemmet.
  • Tre af de 24 beboere er diakonisser, og ingen i personalegruppen har diakon-baggrund.
  • Diakonissestiftelsen har en lang tradition for at involvere frivillige kræfter. Sådan er det også på Søster Sophies Minde. De frivillige bidrager bl.a. til indkøb, fredagsbar, skønhedssalon og andre aktiviteter.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078