23948sdkhjf

Køkken i Rebild modtager pris

Kursusforløb for medarbejderne i produktionskøkkenet og modtagekøkkenerne på ti plejecentre er blevet hædret.

Rebild Kommunes produktionskøkken - kostforplejningsenheden - har modtaget Danske Erhvervsskoler og -Gymnasiers nationale Efteruddannelsespris 2017.

Prisen får køkkenet for deres kursusforløb for medarbejderne i produktionskøkkenet og modtagekøkkenerne på de ti plejecentre.

Kurset er en del af Rebild Kommunes og Center Pleje og Omsorgs ambitiøse kvalitetsløft af hele kostforplejningsområdet for kommunens ældre gennem projektet "Det gode måltid", fortæller kommunen. Formålet er at øge måltidernes kvalitet og give de ældre en god spiseoplevelse.

Denne artikel er oprindeligt bragt i Magasinet Pleje den 23. juni.

Efteruddannelsesprisen tildeles første del af uddannelsesforløbet, hvor fokus er på håndtering, opvarmning, servering og ernæring i forbindelse med måltiderne. Forløbet består af 25 dages AMU-uddannelsesforløb for alle medarbejdere i produktionskøkkenet og modtagekøkkenerne på kommunens ti plejecentre. Målet er, at give alle medarbejdere samme gode udgangspunkt i forhold til at håndtere og tilberede maden.

Måltidsværter
Siden skal udvalgte medarbejdere fungere som måltidsværter i hver enkelt boenhed på plejecentrene.

Måltidsværterne skal sikre, at måltidet også bliver spist, at maden præsenterer sig indbydende og at der er en god og hyggelig atmosfære omkring måltidet.

- Et godt måltid er andet og mere end blot at få noget at spise. Vi vil gerne skabe en måltidskultur omkring de ældre, hvor fokus er på frisk, veltillavet mad af høj kvalitet, som serveres i en hyggelig atmosfære med individuelle hensyn til den enkelte beboer, siger leder af produktionskøkkenet Brian Pedersen, der har stået i spidsen for at udvikle kurset.

- For mig betyder det meget, at den mad, jeg spiser, er af god kvalitet og indbydende at se på. Det er en vigtig del af min livskvalitet. Det er jeg sikker på, gør sig gældende for de fleste mennesker og altså også for de ældre, vi har ansvaret for på vores plejecentre rundt omkring i kommunen. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at medarbejderne har stor viden om de råvarer de tilbereder og maden de serverer. Derudover er samarbejdet mellem de forskellige faggrupper, medarbejdere og centre centralt i at løse opgaven om at tilberede, servere og spise "det gode måltid", supplerer pleje og omsorgschef i Rebild Kommune, Gytte Gade.

I marts fik leder af produktionskøkkenet Brian Pedersen overrakt den lokale efteruddannelsespris - VEU-center Aalborg/Himmerlands Efteruddannelsespris 2017. Produktionskøkkenets kursusforløb var indstillet til den nationale efteruddannelsespris sammen med to andre efteruddannelsesprojekter fra andre kommuner.


Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109