23948sdkhjf

Lille altan med stor betydning

Intensivpatienter kan nu få frisk luft uden at skulle køres ud gennem forhallen på Sydvestjysk Sygehus.

Nu kan intensivpatienterne på Sydvestjysk Sygehus mærke den friske luft, selvom de ikke selv er i stand til at gå uden for.

Frisk luft er nemlig vigtigt i behandlingsforløbet af intensivpatienter, der er indlagt i lang tid. Og derfor har intensivafsnittet fået nye altaner.

Inge Holst Lauridsen, afdelingssygeplejerske, oplever ofte, at intensivpatienter efterspørger muligheden for at komme ud og få frisk luft:

- Vi kører gerne vores patienter udenfor. Men de fleste takker nej, da de skal igennem forhallen. De bryder sig ikke om at køre igennem forhallen i kørestol med respirator og andet udstyr. De føler sig udstillet, siger Inge Holst Lauridsen, som i mange år har haft altanen på sin ønskeseddel.

Frisk luft er livsgivende
I år blev Inges ønske endelig opfyldt: På en 15 m2 stor altan, omkranset af matteret glas og med udsigt til et lukket gårdmiljø, kan patienter i kørestol eller i seng opholde sig ugeneret.

- I lange intensivforløb er det vigtigt, at patienten får noget adspredelse og stimuleret sine sanser. At komme ud i den friske luft og mærke en let brise i ansigtet, er noget der giver vores patienter lyst til at leve - og lyst til at kæmpe sig igennem et langt indlæggelsesforløb, fortæller Inge Holst Lauridsen.

Frem til 2020 ud- og ombygges Sydvestjysk Sygehus til et akutsygehus, og Inges altan faldt fint i forlængelse af de eksisterede byggeplaner:

- Jeg er glad for, at det nu blev muligt at bygge den altan Inge og de ansatte på intensivafsnittene længe har ønsket sig. Sammenlignet med det øvrige byggeri på Sydvestjysk Sygehus, så er altanen et lille byggeprojekt, men den har en stor betydning for den pleje vi som sygehus gerne vil give vores patienter, lyder det fra Svend Erik Nielsen, projektchef for Projektafdelingen for Sygehusbyggeri.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.098