23948sdkhjf

Konference om børn og demens

Når demens rammer forældre, rammer sygdommen hele familien. Alzheimerforeningen afholder konference, som skal inspirere fagfolk og kommuner til at oprette tilbud til en hidtil overset gruppe af børn og unge.

I næste uge afholder Alzheimerforeningen en konference om børn og unge i Danmark, som har en forælder med en demenssygdom.

Konferencen markerer afslutningen på det 2,5-årige pilotprojekt "Tid til at være ung", der har været støttet af VELUX FONDEN. Projektet har bestået af en række gruppeforløb og en årlig camp, hvor de unge har haft mulighed for at dele deres sorg og udfordringer, og blive klædt på til at håndtere hverdagen med demens og samtidig leve et ungdomsliv.

- Gruppeforløbene har været en stor succes, og de unge deltagere har givet os rigtig god feedback. Der har ikke eksisteret denne type forløb før, og gruppen af børn og unge har i årevis været overset, så vi har virkelig mærket behovet i vores møde med de unge. Vi har pt 70 børn og unge på venteliste, så vi håber med denne konference, at vi kan få fat i kommunerne, og få oprettet flere lignende tilbud rundt om i landet, fortæller projektleder i Alzheimerforeningen, Ida Lind.

Der findes ingen præcise tal for, hvor mange børn og unge, der lever med en forælder med en demenssygdom. Nationalt Videnscenter for Demens anslår, at der findes mellem 3.700 og 6.000 demenspatienter under 65 år i Danmark. Ud fra dette skønnes antallet af børn og unge, der lever med en forælder med en demenssygdom, at være mellem 3.000 og 6.000.

Rollerne er byttet om

- Det er som om rollerne er blevet byttet om, og det er mig, der skal hjælpe ham. Samtidig oplever jeg, at jeg mister min far gradvist. Det er ikke nemt at have det ansvar og være så ung, fortæller 19-årige Thea Jensen.

 De sidste seks år har hun levet med en far med Alzheimers sygdom.

- Jeg har aldrig kunne tale med nogen om det før, så det har været en kæmpe lettelse at kunne tale med andre, der har det på samme måde, fortæller Thea, der i foråret deltog i Alzheimerforeningens Ungecamp.

Guide til nye tilbud

På konferencen præsenteres den nyeste viden og forskning om børn og unge som pårørende til demens.

Alzheimerforeningen deler også sine erfaringer med etablering og gennemførsel af ungegrupper og -camps. Foreningen har blandt andet lavet en håndbog, der skal gøre det lettere for fagfolk at oprette og drive ungetilbud, som vil blive uddelt på dagen.

Konferencen finder sted i Odense onsdag den 6. september.

Alzheimerforeningens pilotprojekt "Tid til at være ung"

Fra 2015 til september 2017 har Alzheimerforeningen gennemført pilotprojektet "Tid til at være ung", omhandlende samtalegrupper for børn og unge med en forælder med en demenssygdom

Der er to grupper i København og en i Odense

I alt deltager 24 børn og unge i alderen 15-29 år, gennemsnitsalderen er 21 år

Pilotprojektet er den første systematiske indsats, der er lavet i Danmark for at hjælpe børn og unge med demensramt forælder. Der har hidtil ikke været nogle tilbud for disse børn og unge, ligesom der ellers er for andre sygdomsgrupper som kræft og psykisk sygdom.

Formålet med projektet er at give børnene og de unge mulighed for at dele deres erfaringer og tanker med andre i samme situation og få konkrete værktøjer til at håndtere hverdagen.

Projektet ender ud med anbefalinger til fagpersoner, der ønsker at starte lignende forløb for målgruppen.

På nuværende tidspunkt har tilbuddet en venteliste på 70 børn og unge. Den yngste på ventelisten er ni år.

Projektet er støttet af VELUX FONDEN 

Læs mere om Tid til at være ung her: https://www.alzheimer.dk/aktiviteter/boern-og-unge/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093