23948sdkhjf

EL: Det er private som stjæler opgaver fra det offentlige

Nogle gange er det offentlige bedre til at løse opgaver end det private, det er ikke opgavetyveri, mener EL.

Det er de private virksomheder, som stjæler opgaver fra det offentlige. Og ikke omvendt.

Sådan lyder det fra Enhedslisten, efter regeringen torsdag formiddag præsenterede et udspil, som skal sikre fair og lige konkurrence mellem private og offentlige aktører.

Men Enhedslistens velfærdsordfører, Stine Brix, mener ikke, at det er et problem, at kommuner og regioner udfører opgaver, som det private kunne tjene penge på.

- Jeg kan ikke genkende det billede, regeringen tegner af, at det offentlige stjæler opgaver fra det private. Tværtimod så synes jeg oftere, at vi ser det modsatte.

Som eksempel peger ordføreren på private plejevirksomheder, som udfører opgaven med landets ældre borgere. Det er en opgave, som er overgået fra det offentlige til det private, pointerer Stine Brix.

- For mig at se, er det her først og fremmest et ideologisk angreb på den offentlige sektor, som, regeringen vil have, skal fylde meget mindre, siger hun.

Det er ifølge regeringen et problem, at private erhvervsdrivende bliver udkonkurreret af det offentlige. Det kan ske, hvis en kommune eller region udbyder kurser, som er opgaver virksomheden kunne tjene penge på.

Derfor vil regeringen definere, hvilke opgaver der ligger hos henholdsvis private og offentlige aktører. Men det kan Enhedslisten ikke se logikken i.

- Der er ikke noget naturgivent i, hvad der skal løses offentligt, og hvad der skal løses privat.

- Hvis man i en kommunalbestyrelse beslutter, at man gerne vil prioritere at drive en café på et plejehjem, så de ældres pårørende kan komme og drikke en kop kaffe, så synes jeg, det er rigtig fornuftigt, siger hun.

Velfærdsordføreren mener ikke, at det er opgavetyveri, hvis en kommune tager sig en opgave.

Det er derimod ikke hensigtsmæssigt at lovgive om, hvem der må løse specifikke opgaver, understreger hun og uddyber:

- Det synes jeg er uklogt, fordi nogle gange er det offentlige både bedre og billigere end det private til at løse de opgaver, vi skal have løst i vores samfund.

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078