23948sdkhjf

SOSU-skole får grøn smiley

Kun 30 procent af SOSU Nords medarbejdere vurderede i ’15, at skolen havde et godt eller relativt godt psykisk arbejdsmiljø. Det tal er steget til 86 procent i ’16

Det er ingen hemmelighed, at SOSU Nord har haft en række udfordringer på arbejdsmiljøområdet.

Men nu kan social- og sundhedsskolen i Aalborg bryste sig af en flot grøn smiley, som kulminationen på en fælles indsats imod et bedre arbejdsmiljø.

For få år siden oplevede SOSU Nord lidt af et stormvejr hvad angår arbejdsmiljøet. Efter længere tids uro gik den daværende direktør af i januar 2016, og de faglige organisationer, bestyrelsen og ledelsen med Lene Kvist som konstitueret direktør i spidsen, enedes om at iværksætte en handlingsplan for at genoprette især det psykiske arbejdsmiljø på skolen.

Startskuddet var et uanmeldt besøg fra Arbejdstilsynet i 2015. Besøget affødte en række påtaler og forslag til forbedringer, en aftale om et opfølgende besøg i marts 2016 samt en række medarbejderinterviews.

I juni 2016 tiltrådte Lene Kvist som direktør for SOSU Nord, og som en af sine første og største opgaver fortsatte hun, sammen med ledelse og medarbejdere og i tæt samarbejde med Arbejdstilsynet, de faglige organisationer og bestyrelsen, med at dreje arbejdsmiljøet på skolen i en bedre retning.

Resultatet af den hårde indsats blev tydelig allerede i december 2016, hvor resultaterne af arbejdspladsvurderingen for hele året forelå. Der var tale om en markant forbedring af arbejdsmiljøet sammenlignet med året før. I 2015 havde kun 30 procent af SOSU Nords medarbejdere vurderet, at skolen havde et godt eller relativt godt psykisk arbejdsmiljø. Det tal steg til hele 86 procent i 2016-vurderingen.

Ny arbejdsmiljøstruktur en del af løsningen

Et af forslagene fra Arbejdstilsynet var blandt andet at gentænke arbejdsmiljøstrukturen, og det er netop, hvad arbejdsmiljørepræsentanter og ledelse har arbejdet med i 2016.

Efter at have lavet en ny samarbejdsaftale, trådte den nye arbejdsmiljøstruktur i kraft i januar 2017. Med nyvalgte og genudpegede medlemmer og en radikalt ændret mødestruktur, som er præget af langt større medarbejderinddragelse end tidligere.

- Det har været et stort arbejde, hvor vi blandt andet har valgt at reorganisere os og lave en ny samarbejdsaftale, siger næstformanden for samarbejds- og arbejdsmiljøudvalget på SOSU Nord, Mette Cassøe.

- Det skaber en tydelig struktur, og det sikrer, at arbejdsmiljøstrukturen er forankret rigtigt i forhold til ledelsen.

Styr på arbejdsmiljøet igen

Som en ekstra cadeau for det store arbejde tildelte Arbejdstilsynet i juni 2017 en grøn arbejdsmiljø-smiley til SOSU Nord.

Den grønne smiley betyder, at SOSU Nord ikke længere har noget udestående med Arbejdstilsynet, men derimod har fået etableret et godt arbejdsmiljø og en god organisering af arbejdet med det.

- Det gør mig glad og stolt. Arbejdsmiljøet er et fælles ansvar og en fælles opgave, for ledere og for medarbejdere, og jeg oplever, at vi har været virkelig gode til at løfte denne her opgave sammen, siger direktør Lene Kvist. red

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079