23948sdkhjf

Nu bliver alle Odenses apoteker demensvenlige

Der vil i alt blive uddannet ca. 120 apoteksansatte demensvenner.

Projekt Demensvenligt Odense har fokus på at gøre det nemmere og tryggere for mennesker med demens at fortsætte med at deltage i hverdagsaktiviteter uden for hjemmet. Som led i Demensvenligt Odense uddannes bl.a. borgere og butiksansatte til demensvenner. Og nu er turen kommet til apotekerne.

I løbet af den næste måned vil medarbejdere på samtlige apoteker i Odense være demensvenner.

- Som demensven har man en ekstra viden om demens, som gør, at man bliver mere opmærksom på, om nogen har brug for særlig hjælp. Vores over 2000 demensvenner gør det mere trygt for mennesker med demens at færdes i vores by. Det giver rigtig meget livskvalitet, når de selv kan klare ting i hverdagen, og derfor er det også virkelig fedt, at apotekerne er med på idéen. Demensvenlige apoteker kommer til at gøre en positiv forskel for en masse mennesker, siger ældre og handicaprådmand, Brian Skov Nielsen (EL).

Efter planen vil hovedparten af Odenses apoteker være demensvenlige til Den Internationale Alzheimerdag den 21. september.

Tidligere apoteksansat står for undervisningen

Bente Møgelhøj er tidlige apoteksansat farmaceut. I dag er hun pensioneret og bruger meget af sin tid som frivillig demensven-instruktør. Det er hende, der står for undervisningen på langt de fleste af Odenses apoteker, og hun har fra start været en af drivkræfterne bag at få Odenses apoteker involveret.

- Jeg synes, det er et fantastisk projekt. Apotekerne er et helt naturligt sted at gøre demensvenlige. Personalet er selvfølgelig altid venlige, men det er godt at lære lidt ekstra, da demens ikke er nogen helt almindelig sygdom. Ingen er helt ens, og sygdommen kan påvirke evnen til at kommunikere. Derfor er det vigtigt, at man har den helt rette tilgang, ro og forståelse, siger hun.

Hun har også selv været pårørende til en mand med demens, og understreger, at tilgangen til de pårørende også er vigtig. Ikke mindst på et apotek.

- Demens er en frygtelig slidsom sygdom at være pårørende til. Derfor slår jeg et slag for, at mødet med de pårørende også er vigtig del af det at være demensven. Særligt til sidst i sygdomsforløbet vil det almindeligvis være de pårørende, der kommer på apoteket. Her skal man vide, at nogle af dem f.eks. gennem længere tid måske kun har sovet ganske få timer om natten. Det er noget, man bliver ret påvirket af, og det er en vigtigt viden for de ansatte at have med sig, siger hun.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08