23948sdkhjf

Nyt e-læringsprogram skal styrke personalets viden om hjerneskader

Med det nye e-læringsprogram HJERNeLÆRING kan alle, der arbejder med rehabilitering, få basisviden inden for området.

Et nyt e-læringsprogram skal nu styrke fagpersonalets viden om hjernen og hjerneskader.

Hvad sker der i hjernen, når man har fået en hjerneskade? Hvad kan det betyde for personens adfærd? Det er spørgsmål, som sundhedsprofessionelle, der arbejder med personer med erhvervet hjerneskade, har brug for viden om for at kunne tilbyde den optimale behandling og rehabilitering, og den viden er ikke altid til stede i dag, fortæller ledende neuropsykolog Birgitte Hysse Forchhammer fra Rigshospitalet.

- Vi oplever, at det er meget ujævnt, hvilken viden der er hos de fagfolk, en patient møder i sit forløb. Hvis man kun ser få mennesker med hjerneskade, er det svært at opdage, hvilke problemer patienten har. Det kan føre til misforståelser, der giver dårligere behandling. For eksempel kan man tro, at en patient ikke er motiveret til at deltage i forskellige tilbud om genoptræning, siger hun.

Derfor har Rigshospitalets projekt Styrket Indsats for Unge med Erhvervet Hjerneskade sammen med projekter i landets øvrige regioner udviklet et e-læringsprogram, HJERNeLÆRING, der kan bidrage til en neurofaglig opkvalificering.

’HJERNeLÆRING’ er netop udgivet på siden www.hjernelaering.dk.

Målgruppen er primært fagpersonale, der enten lige er begyndt at arbejde med rehabilitering eller har behov for at opdatere deres viden. F.eks. nyansat plejepersonale, ergo- og fysioterapeuter eller læger. Men også personale i kommunerne, der arbejder med rehabilitering på ”basalt” eller ”avanceret” niveau; f.eks. koordinatorer, plejepersonale, pædagoger eller terapeuter.

Basisviden

En påvirkning på hjernen - som f.eks. et hårdt slag mod hovedet eller en blodprop - kan give hjerneskader med efterfølgende fysiske, kognitive, kommunikative, følelses- og adfærdsmæssige problemer, som kan have stor indflydelse på en persons liv. Det stiller særlige krav til de professionelle omkring den hjerneskadede - hvad enten det er plejepersonalet på hospitalet eller i den skadedes eget hjem, ergo- og fysioterapeuten der hjælper med genoptræning, talepædagogen eller sagsbehandleren i kommunen.

- Med HJERNeLÆRING tilbydes alle, der arbejder med rehabilitering, basisviden inden for området. Læring kan, på en fleksibel måde, indpasses i hverdagen. Vi vil også gerne understøtte, at vi på tværs af regioner og kommuner får en fælles basisviden og et fællessprog – til gavn for patienterne, siger Birgitte Hysse Forchhammer.

Ungeprojekter i de fem regioner har samarbejdet om at udvikle programmet som led i Sundheds- og Ældreministeriets udmøntning af 100 millioner kroner til Styrket indsats for unge med erhvervet hjerneskade 2013-2017.

Det nye e-læringsprogram tilbyder også et overblik over struktur, ansvarsfordeling og begreber på neurorehabiliteringsområdet.

- Den viden findes ikke samlet andre steder, og vi håber, den kan være med til at understøtte sammenhæng og samarbejde mellem indsatsen i hospitalsregi og den kommunale rehabilitering, siger Hysse Birgitte Forchhammer. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11