23948sdkhjf

Vold på jobbet sender hver tiende på førtidspension

Udsættes du for vold på jobbet, kan det koste dit eget job. Det viser ny dansk undersøgelse.

Stadigt flere lønmodtagere mødes med vold og trusler på deres arbejde.

Samtidig viser en ny undersøgelse, at hos en stor gruppe medarbejdere, der udsættes for vold på jobbet, sætter overgrebet dybe og endda skelsættende spor mange år efter.

Det viser et nyt studie fra forskningshuset Defactum under Region Midtjylland.

- Efter de første fire år var der dobbelt så høj risiko for sygedagpenge for de voldsramte som for andre kolleger. En overraskende stor gruppe på næsten hver tiende endte efter otte-ti år på varig førtidspension, siger forsker Karina Friis fra Defactum.

Studiet er baseret på data fra Region Midtjyllands store sundhedsundersøgelse "Hvordan har du det?" fra 2006.

Voldsramte på jobbet fra 2006-undersøgelsen er i ti år fulgt i registre med oplysninger om dagpenge og førtidspension.

- De fysiske og psykiske ar efter vold på arbejdspladsen heler ikke i løbet af kort tid. Mange mister helt fodfæstet på arbejdsmarkedet, siger Karina Friis.

Syv ud af ti voldsofre arbejder i sundhedsvæsenet, på sociale institutioner og i undervisningssektoren. Kvinder er derfor i markant større risiko for at blive udsat for vold end mænd.

Tallene genkendes hos de fagforeninger, der organiserer de mest voldsramte lønmodtagere.

Samtidig vækker det yderligere bekymring, at antallet af ansatte blandt disse grupper, der oplever vold på jobbet, i disse år stiger voldsomt.

Hos fagforbundet FOA, der organiserer sosu-assistenterne, ser man eksempelvis en voldsom stigning i vold og trusler om vold.

- I 2012 var 14 procent af vores medlemmer udsat for vold. Det eksploderede til 26 procent i 2015 for så i 2017 at stige yderligere til 32 procent. Det er rystende tal, og noget vi vil gøre noget ved, siger Jens Nielsen, der er faglig sekretær i FOA.

Studiet er finansieret af Arbejdsmiljøforskningsfonden og er publiceret i det anerkendte amerikanske tidsskrift Psychology of Violence.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Læs mere om: vold
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109