23948sdkhjf

Nyt plejehjem i Esbjerg skal indrettes fleksibelt

Plejecentret bliver et hus præget af en forsamlingshus-tankegang med fællesskab, hjemlighed og tryghed i fokus.

I Esbjerg har et enigt bedømmelsesudvalg med borgmester Johnny Søtrup i spidsen netop udpeget vinderen af arkitektkonkurrencen for fremtidens plejecenter i den kommende seniorby ved Krebsestien

GPP Arkitekter A/S vandt opgaven med at udforme et dispositionsforslag for det nye plejecenter og et udkast til, hvordan hele fremtidens seniorby kan se ud. En by, som skal understøtte et aktivt liv med livskvalitet for seniorer.

"Der er tale om en helt ny måde at tænke byudvikling på i et projekt, som i et åbent miljø inkluderer mennesker med demens", skriver kommunen i en pressemeddelelse. Fyrtårnet i den nye seniorby bliver plejecenteret, der får plads til ca. 100 beboere, topmoderne træningsfaciliteter og en stor café med tilhørende faciliteter til aktiviteter, foredrag m.m. Det indrettes fleksibelt og bliver også sundhedsteknologisk fremtidssikret, fortæller kommunen.

Sammen med partnerne WE Architecture ApS, Rambøll Danmark A/S og SLA A/S vil GPP Arkitekter A/S nu gå i gang med at projektere og opføre det nye plejecenter ved Krebsestien. Vinderforslagets idé til indretningen af den øvrige bydel skal danne grundlag for arbejdet med en ny lokalplan for området.

Centret bliver et hus præget af en forsamlingshus-tankegang, med fællesskab, hjemlighed og tryghed i fokus, så både plejehjemsbeboere med demens og borgere fra nærområdet kan benytte centrets faciliteter i et harmonisk samspil. Et lægehus og seniorvenlige boliger vil også blive en del af den nye bydel.

"Projektet viser på overbevisende vis, hvordan der kan skabes et attraktivt plejecenter i tæt kobling til fredskoven og to storparceller i nord og syd. Projektet formår i særlig grad at skabe offentlige mødesteder mellem plejecenterets og områdets beboere og svarer særligt overbevisende på, hvordan der kan skabes et trygt og bilfrit miljø", lyder det blandt andet i bedømmelsesudvalgets vurdering af vinderprojektet.

Det nye plejecenter ved Krebsestien forventes at stå færdigt i efteråret 2020.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095