23948sdkhjf

Læger vil forkorte organventelister med nyt donorkriterium

Det skal ikke kun være muligt at bruge organerne fra personer, der er erklæret hjernedøde, mener læger.

Et nyt kriterie, for hvornår man kan tage organer fra organdonorer, vinder frem i Europa. Og nu bliver ønsket om at bruge kriteriet også nævnt i Danmark.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

I 1990 vedtog man i Danmark det såkaldte hjernedødskriterium. Siden er alle organer til transplantation kommet fra mennesker, der har lidt hjernedøden.

Organmangel har imidlertid ført til, at 13 europæiske lande er begyndt at bruge organer til transplantation fra en anden type patienter.

De er i stedet "hjertedøde" eller cirkulatorisk døde.

Det vil sige, at de er døde på grund af uopretteligt ophør af åndedræt og hjertevirksomhed.

Norge er så småt begyndt at bruge donation efter cirkulatorisk død. Nordmændene forventer at øge antallet af donorer med 10-20 procent.

17 personer i Norge er blevet donorer efter de nye kriterier siden 2014.

Her blev et pilotprojekt sat i gang, siger Dag Wendelbo Sørensen, overlæge og anæstesilæge ved Oslos Universitetshospital og projektleder på pilotprojektet.

- Det er absolut et stort fremskridt, at Norge har indført dette. Ikke kun for at skaffe flere donorer. Men fordi jeg mener, at det er en måde at vise omsorg for de efterladte på, siger han til Kristeligt Dagblad.

Nu vil også danske transplantationslæger undersøge potentialet for at indføre det nye "hjertedødskriterium", siger Allan Rasmussen, overlæge og leder af Rigshospitalets levertransplantationsprogram samt formand for Dansk Transplantationscenter.

- Nu gennemgår vi fordele og ulemper til bunds og tager alle nye erfaringer med i vore betragtninger. Derefter skal sagen diskuteres grundigt med Sundhedsstyrelsen, siger han til Kristeligt Dagblad.

Det er ikke første gang, at man i Danmark ser på muligheden for nye tiltag.

I 2014 anbefalede en arbejdsgruppe i en indstilling til Sundhedsstyrelsen, at man ikke indførte donation efter dette dødskriterium.

Sidste år døde 29 mennesker på venteliste til et organ i Danmark.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079