23948sdkhjf

Sundhedsplatformen brød sammen i syv timer

Det var formentlig overbelastning, der fik it-systemet i Region Hovedstaden og Sjælland til at gå ned.

Et syv timer langt nedbrud i det omdiskuterede it-system Sundhedsplatformen fik onsdag sygehusene i Region Sjælland og Region Hovedstaden til at gå i nødprocedure.

Det oplyser DR Nyheder.

Nedbruddet betød, at læger, sygeplejersker og afdelinger på sygehusene i de to regioner ikke kunne kommunikere med hinanden om blandt andet blodprøver, EKG-diagrammer og røntgenundersøgelser.

Ifølge sundhedsfaglig chef i Region Sjælland Preben Cramon fik personalet på hospitalerne og de praktiserende læger besked med det samme.

- Der bliver sendt en pop-up meddelelse ud, så man på alle skærme kan se, at for øjeblikket fungerer denne del af Sundhedsplatformen ikke, siger han til DR.

Derefter blev der sendt mails til alle privatpraktiserende læger i Region Hovedstaden og Region Sjælland. Også hjemmeplejen i alle regionernes kommuner fik besked.

I hjemmeplejen betød nedbruddet for eksempel, at personalet skulle ringe til sygehuset om udskrevne patienter frem for at slå oplysningerne op på computeren.

- Der er lavet rigtig mange nødprocedurer, som sikrer, at det ikke går ud over patientbehandlingen. For selvfølgelig kan den slags ske, fuldkommen som når dankortet går ned, så kan Sundhedsplatformen også gå ned, siger Preben Cramon.

Formanden for landets overlæger, Lisbeth Lintz, forklarer til DR, at patienterne ikke mærker ret meget til et it-nedbrud. Men det er mere omstændeligt for personalet.

Sundhedsplatformen er en ny elektronisk patientjournal. Systemet er indført i Region Hovedstaden over flere omgange med start i maj 2016.

Region Sjælland fulgte trop i begyndelsen af november. Da blev systemet taget i brug på alle regionens sygehuse og i psykiatrien.

Det er Region Sjælland, der har ansvaret for it-infrastrukturen i samarbejde mellem de to regioner.

Onsdagens problem har tilsyneladende været en flaskehals af data. Det forklarer it-direktør i Region Sjælland Per Buchwaldt.

- Vi er ved at analysere det nærmere. Men noget tyder på, at vi efter Region Sjælland er kommet på, har fået ekstra store datamængder i den forbindelse, der er mellem Sundhedsplatformen og en række andre systemer og services, siger han.

- Der er intet, der tyder på, at det er en systemfejl. Det tyder på, at det er en flaskehals.

I Region Hovedstaden har flere læger offentligt luftet deres frustrationer over systemet. Det er blevet kaldt fejlbehæftet og tidskrævende.

Samtidig har flere medier dokumenteret alvorlige problemer som følge af systemet. Blandt andet har Region Hovedstaden i en periode mistet overblikket over kontrollen af kræftforløb.

På baggrund af problemerne undersøger Rigsrevisionen Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.422