23948sdkhjf

Læger skuffede over finanslov: Overser dagligdagens drift

Regeringen og Dansk Folkeparti overser travlheden i sundhedsvæsnet med sin finanslov, mener Lægeforeningen.

I en aftale om finansloven for 2018 har Dansk Folkeparti og regeringen fundet 500 millioner kroner til "bedre sundhed".

Ifølge Lægeforeningen går pengene til en række fine tiltag, men aftalen har overset et område:

Dagligdagen i sundhedsvæsnet.

Det forklarer Andreas Rudkjøbing, der er formand for Lægeforeningen.

- Det kan lyde af rigtig mange penge. Men det er det desværre ikke. Vi har gennem en lang årrække haft meget pressede driftsbudgetter. Det er der slet ikke taget højde for, siger han.

Pengene er sat af til en række tiltag såsom en akuthelikopter til det nordlige Jylland, bedre vilkår for børn med livstruende sygdomme og indsats mod antibiotikaresistens.

Tiltagene fejler ingenting, men Andreas Rudkjøbing har svært ved at finde de penge, der skal lette hverdagen på hospitaler og andre steder i sundhedsvæsnet.

Her beskriver han en voksende mængde opgaver, uden at midlerne vokser tilsvarende.

- Vi har haft en forventning og en forhåbning om, at man sikrer en nogenlunde balance mellem den meget store vækst, der er i behovet for behandlinger i sundhedsvæsnet, og de ressourcer, som flyder til, siger Andreas Rudkjøbing.

Lægeforeningens bedste bud er, at de manglende penge vil kunne mærkes for patienter og ansatte.

- Konsekvensen bliver, at man kommer til at høre langt flere udsagn fra personale og patienter om et sundhedsvæsen, der er under pres, og hvor personalet er fortravlet, og hvor man ikke har gode oplevelser som patient.

Andreas Rudkjøbing fremhæver tiltagene mod antibiotikaresistens og genoptræning som to eksempler på gode tiltag i aftalen.

- Men det der for alvor fylder noget i hverdagen - både for patienterne og os, der arbejder i sundhedsvæsnet - er, at der er ualmindelig travlt, siger han.

Venstres sundhedsordfører, Jane Heitmann, mener ikke, at Andreas Rudkjøbing ikke i tilstrækkelig grad anerkender regeringens tiltag.

- Vi har prioriteret midler til en akuthelikopter, der skal gøre akutberedskabet stærkere i den nordlige del af Jylland. Det er en måde at lette den daglige drift, siger hun.

- Vi har prioriteret digitalisering på sundhedsområdet. Når vi digitaliserer og forenkler arbejdsgange, er det også en måde at lette den daglige drift.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109