23948sdkhjf

Nu er Tangshave taget i brug

Boligenhed til ældre udviklingshæmmede i Sønderborg: De første beboere er flyttet ind.

I Sønderborg Kommune er de første beboere flyttet ind på Tangshave Plejecenter, i en boenhed, der er etableret til ældre, udviklingshæmmede borgere.

Til det siger formand for social- og seniorudvalget, Preben Storm.

- Jeg er for det første glad for, at udviklingshæmmede efterhånden har fået livsvilkår, så de når en levealder som andre. Og så er jeg for det andet rigtig glad for, at vi med etableringen af Bolig 7 på Tangshave Bo- og Aktivitetscenter har skabt en løsning, der er skræddersyet til udviklingshæmmede ældre. På Tangshave er der liv, men samtidig ro, og der er gode udendørs faciliteter, siger Preben Storm.

Tangshave Bo- og Aktivitetscenter råder over et varmtvandsbassin og et stort aktivitetscenter, som beboerne i Bolig 7 også kan få glæde af. Desuden har Fabrikant Mads Clausens Fond doneret 25.000 kr. til et aktivitets- og sanseområde til beboerne i Bolig 7.

Udvalgets næstformand, Ganeswaran Shanmugaratnam, supplerer:

- Beliggenheden og samdriften med et almindeligt plejecenter er med til at sikre, at der er et fundament af faglig ekspertise inden for plejen. Når det kobles med faguddannet pædagogisk personale betyder det, at vore udviklingshæmmede ældre i Bolig 7 får nogle rigtig gode rammer.

- De første to beboere flyttede ind lige efter nytår. Vi følger naturligvis indflytningen nøje, fordi det er nyt og måske vil kræve nogle små tilpasninger. Og så gør vi det også, fordi mange andre kommuner arbejder på at etablere boliger til ældre udviklingshæmmede borgere og derfor gerne vil følge med i de erfaringer, vi gør, fortæller plejecenterchef i Sønderborg Kommune, Joan Slaikjer Hansen. 

FAKTA

  • Ifølge Videnscenter for Psykiatri og Udviklingshæmning vil antallet af ældre udviklingshæmmede i Danmark stige fra ca. 50.000 nu til ca. 100.000 i 2040.
  • Der er i Sønderborg Kommune ca. 15 udviklingshæmmede over 65 år, som bor i botilbud.
  • Mennesker med udviklingshæmning udvikler demens tre-fire gange så hyppigt som resten af befolkningen, og den rammer tidligere, ofte fra 40 års alderen. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08