23948sdkhjf

Sundhedsvæsnet gør op med samlebåndsbehandling

Stor konference i dag om værdibaseret sundhed.

Efter snart 20 år med pakkeforløb og konstant stigende produktivitet på sygehusene i kampen mod ventelister, skal patienten nu være hovedpersonen.

- Længe har vi med succes smurt produktionsmaskinen. Men det er tid at se på, hvordan vi skaber mest værdi for patienten og dermed mest sundhed for pengene, siger adm. direktør Adam Wolf fra Danske Regioner.

Et centralt punkt er, at patienten skal inddrages mere i behandlingen.

- Hvad får patienten egentlig ud af det? Behandler vi, bare fordi vi kan? Kalder vi patienten til kontrol hver tredje måned, fordi det står i et skema? Er de ting, som vi gør, overhovedet det, patienten selv synes er vigtigst?, spørger Adam Wolf.

Det er nogle af de ting, som det nye begreb værdibaseret sundhed handler om.

Sundhedsvæsenet måles på og måler selv ofte på noget andet, end det, der fylder mest i patientens liv.

- For patienter med prostatakræft fokuserede systemet stift på tilbagefald og overlevelse. Men så viste det sig, at patienterne er allermest bekymrede for, om de tisser i bukserne og kan have sex efter indgrebet, siger formanden for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing.

Foreningen står sammen med Danske Regioner bag en stor konference mandag, om hvordan sundhedsvæsenet kan styre efter størst værdi for patienterne.

Sådan styrer vi efter værdi for patienten

Konferencen henvender sig især til ledende klinisk personale, personer som arbejder med dataunderstøttet kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet og andre med interesse for værdibaseret sundhed.

Konference finder sted i Tivoli Hotel & Congress Center den 5. februar 2018 fra kl. 8.30 - 15.45.

Læs mere om konferencen her.

- Det er en markant anden måde at se sundhedsvæsenet på, som sundhedspersonalet også ser meget frem til, siger Andreas Rudkjøbing.

- I dag er det jo så grotesk, at en afdeling straffes økonomisk, hvis den til gavn for patienten samler flere speciallægebesøg til ét besøg, eller hvis kontrolbesøg lægges ud til den praktiserende læge.

Adam Wolf peger på, at sundhedsvæsenet fremover skal indstille sig på, at vi lever markant længere og med flere ikke-livstruende sygdomme i årevis.

- Det bliver vigtigt at styre efter patienternes behov, så de ikke gøres til fuldtidspatienter, der skal leve en stor del af deres liv på sygehuset, siger han.

/ritzau/

-------------------------

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125