23948sdkhjf

Indenrigsminister: Regionerne skal fortsat levere for at leve

Økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille har ingen penge med til regionstopmødet torsdag.

Regionerne skal blive ved med at levere mere sundhed for pengene, hvis de vil overleve.

Det siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

- Hvis der er noget, der er blevet løftet økonomisk og prioriteret de senere år, så er det sundhedsområdet, siger han til Ritzau.

Så et krav fra regionerne om flere penge er ifølge ministeren "en forkert måde at se det på."

- Der er ikke sparet på sundhedsområdet, men tilført massive midler siden 2001 og frem til i dag. Så jeg kommer ikke med en ny pose penge. Vi er allerede kommet med penge til sundhedsområdet, siger han forud for regionernes årlige generalforsamling torsdag i Aarhus.

Selv om Liberal Alliance er imod regionerne, så er Simon Emil Ammitzbøll-Bille alligevel imponeret af dem.

- Ligegyldigt om man går ind for regioner eller ej, må man anerkende, at de har leveret helt utroligt imponerende effektiviseringer. Og endnu større, end staten har krævet, siger han.

- Men havde de ikke leveret så flot, så havde de heller ikke været her i dag. Så havde et politisk flertal trukket snoren.

Ministerens råd til regionerne er derfor, at nu hvor det årlige krav til regioner om øget produktivitet på to procent er afskaffet, så skal de fortsat levere.

- Ikke ved at løbe stærkere, men ved at sikre at når der kommer ny teknologi, nye behandlingsmetoder og nye arbejdsgange, så kommer det også borgerne til gode, siger ministeren.

Ifølge regionernes formand Bent Hansen (S) er det afgørende efter otte års loyale spareøvelser under den økonomiske krise, at sygehusene nu får flere penge.

- Vi har i en årrække haft en årlig vækst på sundhedsområdet på én procent. Nu skal vi op på en årlig vækst på halvanden til to procent, siger han til Ritzau.

- Vi har effektivt rationaliseret, og nu kan vi ikke nå mere den vej. Vi kan ikke opnå kortere indlæggelsestider eller lægge flere patienter om til ambulant behandling, end vi har gjort, siger Bent Hansen.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11