23948sdkhjf

Konflikt kan risikere at ramme flere kræftsyge

Udbryder der strejke og lockout risikerer det at forsinke udredningen af kræftsyge, siger overlæge.

Flere kræftsyge danskere risikerer at blive ramt, hvis overenskomstforhandlingerne ender med en lockout.

Sådan lyder det fra eksperter i kræft og kræftbehandling, der frygter, at konflikten vil forsinke flere syges udredningsforløb. Det skriver Politiken.

Bekymringen gælder folk, der går til lægen med symptomer som ondt i maven, træthed eller vægttab.

Symptomerne kan dække over en kræftsygdom, men vil i første omgang ikke blive opfattet som akut.

Derfor vil de ikke være omfattet af de nødberedskaber, der er ved at blive forhandlet på plads.

- En stor del af dem, vi ender med at diagnosticere med kræft, er begyndt udredning på baggrund af symptomer, som, vi ikke troede, havde at gøre med kræft, siger Lars Henrik Jensen.

Han er formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi og overlæge på onkologisk afdeling på Vejle Sygehus.

- Derfor er jeg alvorligt bange for, at med den massive lockout, der er meldt ud, vil der være kræfttilfælde, der vil blive forsinket i udredningen, siger han til Politiken.

Der registreres årligt omkring 35.000 nye kræfttilfælde. Omkring hver fjerde af dem henvender sig med symptomer, som i første omgang ikke vækker mistanke om kræft. Det viser tal fra Kræftens Bekæmpelse.

Regionerne og fagforeningerne er ved at forhandle om rammerne for nødberedskabet. Det skal tage hånd om de opgaver, som regioner og fagforeninger vurderer som livsnødvendige.

En rundringning til koncerndirektørerne i fire af landets fem regioner bekræfter, at folk med atypiske kræftsymptomer kan blive ramt.

- Jeg vil opfordre dem, der forhandler nødberedskabet, til at tage den faglige viden med i forhandlingen. De skal tage højde for, at det kan være svært at vide, om en patient er kræftpatient, siger Leif Vestergaard Pedersen, direktør for Kræftens Bekæmpelse.

- Hvis ikke det diagnostiske system fungerer, kan det få alvorlige konsekvenser for kræftpatienter og andre alvorligt syge patienterne, siger han.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Læs mere om: OK18
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094