23948sdkhjf

Optimistiske forhandlere på vej i Forligsinstitutionen

Forhandlere på begge sider er positive forud på fællesmøde hos forligsmand Mette Christensen.

Uret tikker for landets 750.000 offentligt ansatte.

Tirsdag klokken ti går forhandlingerne om en ny overenskomst ind i den absolut sidste fase, når forligsmand Mette Christensen mødes med alle parter i Forligsinstitutionen.

For første gang i forhandlingsforløbet vil både kommuner, regioner og staten være repræsenteret, og det skaber optimisme hos forhandlerne.

Mandag tvivlede kommunernes topforhandler, Michael Ziegler, på, at det var muligt at blive enige. Tirsdag - et døgn efter - ser han mere lyst på forhandlingerne.

- I går (mandag), da jeg kørte hjem, var jeg pessimistisk. Nu har jeg lidt tro på det igen. Der er en chance, fordi alle tre forhandlingsgrupper er samlet. Måske kan vi i ét hug finde en løsning, siger Michael Ziegler.

Lykkes det ikke, truer en storkonflikt, og den kommer ifølge Ziegler til at tage sig meningsløs ud i befolkningens øjne.

- Hvis det ender i en storkonflikt, så vil vi formentlig få lov til at offentliggøre alle forhandlingspapirer, og så tror jeg, at folk vil kigge på os forhandlere og spørge: "Hvad Søren, vil I virkelig lamme hele Danmark, når der var så lidt, der skilte jer ad?".

Også Grete Christensen, der forhandler på sygeplejerskernes vegne, er optimistisk.

- Det er positivt, at forligsmanden har valgt at tage et nyt træk i brug. At man ikke bare fortsætter med at have os hver for sig, men nu sætter os ved samme mødebord. Det kan betyde, at vi rykker os.

I Danmarks Lærerforening går formand Anders Bondo så langt, at han kalder de fælles forhandlinger for et columbusæg. (enkel løsning på en tilsyneladende umulig opgave, red.)

- Det her med at vi sidder i den samme bygning og skal finde én løsning, det kan være columbusægget, siger Anders Bondo til folkeskolen.dk.

- Jeg tror meget mere på det nu. Det her giver mig håb om, at vi i 12. time kan nå en løsning.

Han understreger, at det er en forudsætning, at der kommer en aftale om både løn, spisepause og lærernes arbejdstid.

Hvis forhandlingerne ender uden en aftale, så har forligsmanden mulighed for at udsætte konflikten med 14 dage. Men det tror arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen ikke på.

- Man kan ligeså godt opgive, hvis ikke man kan blive enige nu.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Læs mere om: OK18
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094