23948sdkhjf

Kommuner lader 14,4 milliarder til velfærd ligge

Kommunerne kunne have 4500 flere ansatte, hvis de brugte alle de penge, der er afsat til velfærd.

Milliarder af kroner tiltænkt service fra kommunerne bliver aldrig brugt. Det sker i en sådan grad, at kommunerne ifølge en udregning fra tænketanken Kraka har brugt 14,4 milliarder kroner mindre over fem år end aftalt med regeringen.

Det skriver Jyllands-Posten.

Ifølge Frederikshavns borgmester, Birgit S. Hansen (S), skyldes det frygt for budgetlovens sanktioner, hvis der bruges mere end aftalt.

Budgetloven er indrettet, således at der er sanktioner til både den enkelte kommune men også til kollektivet af kommuner, hvis der bruges flere penge på service end budgetteret.

Ifølge udregningen har kommunerne mellem 2013 og 2017 derfor brugt 14,4 milliarder kroner mindre på service, end de samlet set fik af staten.

Hvis en offentlig ansat koster 635.000 kroner med løn og udgifter til varekøb, betyder det, at kommunerne er gået glip af 4500 hænder i eksempelvis hjemmeplejen eller folkeskolen, lyder det fra Kraka.

Birgit S. Hansen fortæller til Jyllands-Posten, at det er frygten for sanktionerne i budgetloven, der holder borgmestrene fra at bruge de penge, der er aftalt på kommunal service.

- Vi er så panisk angste for at komme til at genere hinanden, siger hun til avisen.

Hun forklarer, at der er årsager til, at kommunerne ikke tager nogle chancer. Uforudsete udgifter kan nemlig nemt opstå på eksempelvis handicapområdet.

- Der risikerer man uforvarende at få store udgifter. For eksempel hvis en borger kører galt og bliver hjerneskadet, så skal vi jo hjælpe der. Men det er jo umuligt at styre, siger hun til avisen.

Finansminister Kristian Jensen (V) henviser til overforbrug i kommunerne i 90'erne og 00'erne.

Han har tidligere været positivt stemt overfor, at kommunerne med flerårige budgetter kan overføre pengene fra et år til det næste år.

Men kommunerne har brugt mere end aftalt på anlæg, så ministeren er blevet "mindre positiv" overfor en lempelse.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125