23948sdkhjf

Aarhus: Udstilling af velfærdsteknologi kan vinde EU-pris

DokkX er nomineret til The Silver Economy Awards i kategorien Health and long-term care - vinderen af konkurrencen kåres på torsdag.

Aarhus Kommunes interaktive udstilling af velfærdsteknologi, DokkX, er udtaget til prisen The Silver Economy Awards, der afholdes for første gang i år.

DokkX konkurrerer mod digitale produkter og ydelser fra hele Europa, og torsdag den 3. maj pitcher Aarhus Kommune sammen med to andre nominerede i kategorien Health and long-term care foran et dommerpanel i Bruxelles. Vinderen kåres samme dag.

DokkX er et VTU-projekt, Velfærdsteknologisk Udviklingspulje. Byrådet i Aarhus har vedtaget at investere 10 mio. årligt i udviklingen af ny velfærdsteknologi. Under DokkX hører også den mobile udstilling DokkX på tur -destination det gode liv.

Der følger ingen Euro med prisen; alligevel mener velfærdsteknologichef i Aarhus Kommune, Ivan Kjær Lauridsen, at prisen har stor betydning.

- Det er en stor ære at blive udtaget blandt mange kompetente og ambitiøse projekter fra hele EU. Alene nomineringen kan åbne døre hos nye samarbejdspartnere i EU. Med nomineringen slår vi endvidere fast, at DokkX er et fremsynet projekt, der opfylder et behov hos befolkningen. Med DokkX bringer vi velfærdsteknologi og hjælpemidler ud til borgerne. Vi åbner folks øjne for de nye teknologier, vi afstigmatiserer dem og klæder aarhusianerne på til at træffe kvalificerede valg. Den ældre del af befolkningen ønsker at leve et selvstændigt liv, og det understøtter vi med DokkX, siger Ivan Kjær Lauridsen.

Læs mere om The Silver Economy Awards her.

The Silver Economy Awards

Navnet på prisen, The Silver Economy Awards, refererer til, at prisen uddeles til et digitalt produkt eller en ydelse, der henvender sig til det gråhårede segment af befolkningen. Formålet med konkurrencen er at sætte fokus på en voksende gruppe +50-årige, som får mere og mere indflydelse på både økonomi og politik i EU-landene. Samtidig vil Silver Economy Awards gøre investorer, iværksættere og det offentlige opmærksomme på potentialet i at investere i seniorer som forbrugere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094