23948sdkhjf

Fredagsbog: Skibsrederen var for længe om at gå fra borde

Det slog ofte gnister mellem Mærsk Mc-Kinney Møller og hans nærmeste medarbejdere i de sidste år, fremgår det af ny bog.
At ikke alt er fryd og gammen hos A. P Møller, eller nogen sinde har været det trods rederiets og skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møllers livlange indsats, kommer næppe bag på mange.

For det er slidsomt at bygge en stor koncern op i gennem flere generationer. Det kræver stærk vilje og evne til at stå imod i hårde tider.

Men i en ny bog af intervieweren og forfatteren Kirsten Jacobsen får vi indsigt i, hvor ofte det i de senere år har slået gnister i direktionskontorerne på Esplanaden.

Lukning af et hjertebarn
Bogens højdepunkter er to interviews med den tidligere koncernchef Jess Søderberg og den nu fhv. bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen.

Søderberg blev gået i 2007, fordi han ikke formåede at gennemføre en ordentlig integration af rederiet P&O Nedloyd, som han dog først fik lov at købe af den gamle skibsreder i andet forsøg. Under de første forhandlinger blev han underløbet af skibsrederen, der foretrak, at Mærsk voksede ved organisk vækst.

Søderberg var også en ivrig fortaler for lukning af Lindø-værftet, som var Mærsk McKinney Møllers tabsgivende hjertebarn. Søderberg mente simpelthen, at skibsrederen satte sine personlige interesser over aktionærernes ve og vel – et synpunkt man bestemt godt kan argumentere for i den konkrete sag.

Med Pram Rasmussen, som skibereden selv pegede på som sin efterfølger som bestyrelsesformand, er det lidt anderledes.

Nervøse ledere
Her får vi et indblik i, hvordan Mærsk-familiens motto om, at ” intet tab må ramme os, som kan undgås ved rettidig omhu” i praksis svækker risikoviljen og innovationsevnen i en virksomhed. Den gamle skibsreder forventede, at alle ledere var nede i alle detaljer og at alt var undersøgt, før en beslutning blev taget. Det førte ofte til nervøsitet og manglende lyst til at komme med nye ideer.

Kirsten Jacobsen er en god interviewer, der evner at få magtfulde direktører til at åbne op.

Stadigt et erhvervsikon
De to kapitler er væsentlige og kan være en del af grundlaget for reviderede biografier om Hr. Møller og arven efter ham. Store dele af indholdet i de to interviews har dog været gengivet i dagspressen.

I de øvrige kapitler fortæller personer fra Mærsk Mc-Kinney Møllers inderkreds om anekdoter og barske og alvorlige situationer i rederiet, som de har været vidner til. Men kapitlerne føjer ikke noget afgørende nyt til vores billede af den legendariske skibsreder, der selvom han givetvis tog ansvaret på sig lidt for længe, stadig fremstår som det absolut største Ikon i dansk erhvervsliv gennem tiderne.


FREDAGSBOGEN:

Titel: Husk altid ledestjernen
Forfatter: Kirsten Jacobsen
Pris: 350 kr.
Sider: 288
Forlag: Politiken forlag

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095