23948sdkhjf

Aalborg: Nu flytter de første beboere ind i Tornhøjhaven

Tornhøjhaven er designet og bygget særligt til mennesker med demens.

I dag flytter de første beboere ind i Aalborg Kommunes nye demenscenter Tornhøjhaven.

Demenscentret Tornhøjhaven har én indgang. Boligerne er forbundne, selvstændige punkthuse i en og to etager, som sammen danner et lukket og trygt landsbymiljø. Tornhøjhaven har egen café, butik og hovedgade, hvor mennesker med en demenssygdom kan færdes i et trygt miljø. De store, lukkede udeområder rummer mulighed for at følge årstidernes gang, og indbyder til aktiviteter, som kan styrke beboernes mentale og fysiske helbred, og sansehaverne kan bringe erindringer frem og stimulere sociale fællesskaber.

Tornhøjhaven rummer i alt 72 boliger designet specielt til mennesker med demenssygdom i svær grad, som har behov for omgivelser, der tager højde for deres nedsatte evner til at orientere sig, finde rundt og genkende rum, inventar og deres anvendelse.

- Det er en drøm, der går i opfyldelse, når de første beboere i dag flytter ind på Tornhøjhaven, siger rådmand Jørgen Hein fra Ældre- og Handicapforvaltningen.

- En drøm om at skabe den bedste hverdag for mennesker med svær demens i omgivelser, som guider og støtter den enkelte i at leve så selvstændigt som muligt. Det er en drøm om at maksimere den enkeltes livskvalitet i højt specialiserede rammer, fortæller Jørgen Hein.

Beboerne flytter ind gradvist fra juni og hen over efteråret 2018. Den officielle indvielse finder sted til oktober.

Det er arkitektfirmaet Friis & Moltke, som har tegnet Tornhøjhaven.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094