23948sdkhjf

'God ledelse bygger på gensidig tillid'

Der er flere gode ideer og en stor skønhedsfejl i ledelseskommisionens anbefalinger, mener FOA.

Der er bestemt gode elementer blandt ledelseskommissionens anbefalinger, mener FOAs formand, Mona Striib, men desværre skæmmes helheden af ideologisk vraggods.

- Det er trist igen at skulle høre den gamle traver om, at overenskomster er en barriere for ledelse. Tværtimod. Ordnede forhold for både ledelse og medarbejdere er forudsætningen for, at arbejdspladserne fungerer godt. Den eneste barriere der findes, sidder inde i hovedet på de folk, der mener, at overenskomster er et problem, fremfor at gå til opgaven med et åbent sind. Det ligner gammel ideologisk vraggods, lyder det fra forbundsformand for FOA, Mona Striib, i en pressemeddelelse.

- Overenskomster giver sikkerhed for begge parter på arbejdsmarkedet, og har den fleksibilitet som er med til at vi kan styrke kvaliteten i kerneopgaven. Vi savner for alvor fokus på ledelsesrum, lederrollen, lederudvikling og ledelse på tværs, siger hun.

Udtalelsen kommer efter, at regeringens ledelseskommission har udpeget de kollektive overenskomster som en hindring for effektiv ledelse i det offentlige. FOA mener, at det er spild af muligheder for udvikling af offentlig ledelse, når kommissionen bruger tid og kræfter på at så tvivl om de ansattes rettigheder.

For meget styring

- Vi vil langt hellere fokusere på de positive elementer, der også findes blandt kommissionens anbefalinger: At vi skal væk fra de bevidstløse dokumentationskrav, at lederne skal tættere på medarbejdere og borgere og helt banalt, at det er resultater der tæller, ikke proces, fortæller Mona Striib.

- Vores oplevelse er, at der i dag er for meget styring og for lidt ledelse. Det kan vi blandt andet bekæmpe ved at sætte både ledere og medarbejdere fri og erkende, at god ledelse bygger på tillid. Gensidig tillid, siger hun.

Borgeren i centrum

Ledelseskommissionens rapport hedder "Borgeren i centrum", og det er et udgangspunkt, FOA kan bakke op om.

- Skal vi virkelig sætte borgeren i centrum så kræver det flere ledere der har indsigt i det område de er ledere for. Vi kan ikke bruge ledelse for ledelsens skyld, siger Mona Striib.

FOA fremhæver, at innovationsminister Sophie Løhde ved lanceringen af ledelseskommissionens anbefalinger lagde op til samarbejde om at forbedre ledelsen i det offentlige i fremtiden.

- Vi er klar til at diskutere alle gode initiativer, der reelt kan forbedre ledelsesformerne i det offentlige. Vi vil gerne være med til at tage udgangspunkt i det bedste fra kommissionens arbejde til fordel for både borgere og medarbejdere, forklarer FOAs formand.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094