23948sdkhjf

Nyt forskningsprojekt sætter fokus på døgnrytmelys til ældre

Forskere undersøger betydningen af døgnrytmelys på Plejecenter Albertshøj

Kan ændring af lysets styrke og farve i boligen have betydning for ældre menneskers søvn og helbredstilstand?

Det er forskere lige nu i gang med at undersøge på et plejehjem i Albertslund. Gennem et halvt års tid har beboere i 24 boliger på Plejecenter Albertshøj haft døgnrytmelys i deres bolig og på plejehjemmets fællesarealer.

- Lys betyder meget for vores velbefindende, men det meste forskning er lavet på yngre mennesker. Med dette projekt prøver vi så at sige at tage en sommerdag indenfor på et plejecenter og på den måde undersøge, om beboerne har gavn af døgnrytmelys, altså et lys, der forandrer sig som lyset udenfor, forklarer Linda Andresen, der er stabs- og laboratoriechef i Klinisk Forskningscenter på Hvidovre Hospital.

Døgnrytmelyset ændrer sig i løbet af dagen, så lyset indeholder hvide og blålige toner i dagtimerne og orange og rødlige toner hen mod aftenen.

- De hvide og blå toner kvikker os op, så de er sat til at være kraftigst om dagen, hvor beboerne jo helst skal være friske. På den måde får de nemmere en god nattesøvn, og det er den, vi allermest er ude efter. Den gode nattesøvn har stor betydning for ældre, særligt hvis man er dement, hvor ens søvnmønster ofte er ude af balance. Om aftenen bliver der så gradvis skruet op for de orange og rødlige toner i lyset, som er dem, der får os til at slappe af, fortæller hun.

Positiv effekt

Undervejs i projektet har beboerne blandt andet fået målt deres ernæringsstatus, taget blodprøver og svaret på spørgeskemaer om eksempelvis deres livskvalitet, ligesom de også har fået målt deres mobilitet med en sensor på låret, som aflæser, hvor meget de bevæger sig.

- I Klinisk Forskningscenter undersøger vi nu, hvad det betyder for de ældres funktionsniveau, at blive udsat for en intervention som denne. For eksempel kan vi via blodprøver undersøge forskellige biomarkører for aldring, altså om forandringerne i lyset påvirker immunforsvaret og helbredstilstand, siger Linda Andresen.

Selvom forskerne endnu ikke er klar med resultater af deres undersøgelser, så er der ingen tvivl om, at den ændrede belysning har haft en positiv effekt på plejehjemmet, fortæller social- og sundhedsassistent Lena Rasmussen, der er en af tovholderne på projektet på Plejecenter Albertshøj.

- Vi kan mærke, at energiniveauet og humøret er bedre hos flere af beboerne. Den dæmpede belysning om morgenen gør, at de ikke står så tidligt op, men får en stille og rolig vækning og er mindre forvirrede, siger Lena Rasmussen.

Også personalet har glæde af døgnrytmebelysningen, tilføjer hun.

- Flere af os har lagt mærke til, at vi ikke er så trætte i hovedet længere, det giver mere energi. Når vi går rundt i huset til andre afdelinger er det altid rart at komme tilbage til vores egen afdeling, fordi her er så lyst og venligt.

red

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11