23948sdkhjf

DTU samler den sundhedsteknologiske ekspertise

Det kommende institut DTU Sundhedsteknologi samler tæt ved 300 forskere.

Forskningsgrupper med fokus på sundhedsteknologi er i dag spredt på mange institutter på DTU. Det skaber barrierer for nye samarbejder og for at etablere en tilstrækkeligt slagkraftig position. 

- Derfor etablerer vi pr. 1. januar 2019 et nyt institut, DTU Sundhedsteknologi, hvor vi samler tæt på 300 forskere, der skal indgå i et nyt miljø, hvor vi kan give forskningen i sundhedsteknologi optimale betingelser og faciliteter. Med et stærkt samlet institut kan vi tiltrække de dygtigste forskere og studerende både nationalt og internationalt, skabe nye netværk, nye uddannelsesretninger, nye startups og en ramme for samarbejde mellem DTU's forskere, læger og industri, siger Rasmus Larsen, prorektor på DTU. 

Han tilføjer, at det tekniske universitet allerede en betydelig aktør på det sundhedsteknologiske område med forskning inden for blandt andet forskning i medicinsk signalbehandling og -modellering, medicinske sensorer, biomaterialer, innovativ høreteknik, telemedicin samt intelligente løsninger til indsamling og behandling af sundhedsdata.  

Tættere relationer til industrien
Det nye institut skal udgøre en samlet indgang til sundhedsteknologi på DTU og dermed være en stærk platform for DTU’s regionale, nationale og internationale samarbejde. Det skal også fungere som vært for ny forskningsinfrastruktur som for eksempel bioimaging. 

- Med en central placering her i 'Medicon Valley' har DTU allerede i mange år samarbejdet med life science-industrien om udviklingen af nye produkter og løsninger til sundhedssektoren. Vi forventer, at DTU Sundhedsteknologi kommer til at skabe endnu tættere relationer til industrien, det Sundvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet, hospitalerne i Region Hovedstaden og Region Sjælland og i det hele taget til virksomheder og videninstitutioner nationalt og internationalt, siger Rasmus Larsen.

Medfører omstrukturering på DTU
DTU Sundhedsteknologi vil komme til at bestå af forskningsgrupper, der kommer fra DTU Elektro, DTU Nanotech, DTU Bioinformatik, DTU Compute og DTU Bioengineering. 

Oprettelsen af DTU Sundhedsteknologi medfører, at DTU Nanotech og DTU Bioinformatik ophører som selvstændige institutter. En stor del af forskerne fra både Nanotech og Bioinformatik flytter til det nye institut, mens de forskningsgrupper, der ikke har fokus på sundhedsteknologi, flytter til institutter. Det betyder f.eks., at fysikere fra DTU Nanotech flytter til DTU Fysik og således er med til at tegne DTU Fysiks strategiske udvikling.

Kilde: DTU

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078