23948sdkhjf

Padborgs Life-Partners vil ud over danske grænser

Professionel bestyrelse er en vej til flere muskler i den sønderjyske virksomhed

Den velfærdsteknologiske virksomhed Life-Partners i Padborg gør klar til mere eksport. Gennem det netop afsluttede program ’Strategisk Kompetenceudvikling’, er der taget væsentlige skridt mod etablering af en professionel bestyrelse, som giver internationalt løft

I mange små og mellemstore virksomheder, særligt ejerledede, kan det være et kæmpe skridt at nedsætte en professionel bestyrelse. Af flere grunde. Dels oplevelsen af at skulle afgive ejerskab og kontrol, dels den ekstra udgiftspost.

Ikke desto mindre kan etableringen af en professionel bestyrelse, hvor man får udpeget de helt rette kandidater, være lige nøjagtig det, som løfter virksomheder til det næste niveau.

- Gennem flere år har vi haft fokus på, hvordan vi kunne professionalisere vores bestyrelse. Vi er en ejerledet virksomhed, og vi kan se, at vi vil blive væsentligt styrket ved at få nogle nye med i bestyrelsen - nogle med konkret viden om, hvordan vi lykkes med vores eksportsatsning, siger Lars Jessen, partner Life-Partners A/S i Padborg.

Fakta

Programmet Strategisk Kompetenceudvikling, som er drevet af Væksthus Syddanmark, har løbet i perioden 2015-2018.
70 vækstvirksomheder i Region Syddanmark har været med i programmet.
Virksomhederne forventer over en treårig periode en meromsætning på 534 mio. kr., 214 mio. kr. i mereksport og skabelsen af 225 nye job.
Væksthus Syddanmark har i programmet ’Strategisk Kompetenceudvikling’ arbejdet sammen med klyngerne Offshoreenergy.dk, Design2innovate, Welfare Tech og CLEAN.

Kickstartet proces

Virksomheden udvikler digitale hjælpemidler og it-løsninger til sundhedssektoren og har i dag 10 ansatte. I programmet Strategisk Kompetenceudvikling valgte Life-Partners at deltage på det af de fire spor, som hedder "Værdiskabende Bestyrelser".

- Vi har fået kickstartet processen. Vores behov er identificeret, og nu er vi i gang med at lede efter de rette kandidater til vores bestyrelse. Hidtil har den været besat af os fire, der ejer virksomheden, men det er blevet tydeligt for os, at det er bedre, at en eller flere afgiver pladsen, så vi kan få den ekspertise, som vi har brug for, siger Lars Jessen og peger på de kapaciteter, som de nu er på udkig efter:

- Vores mål er at finde et bestyrelsesmedlem, som har erfaring med eksport af it-teknologi og allerhelst inden for det velfærdsteknologiske felt. Derudover vil vi gerne have en med på vores hold som har stort branchekendskab inden for ældreområdet.

Bestyrelsen skal ikke blot tilføre nye kompetencer - den skal også bidrage med et nyt blik på forretningen.

- Vores udfordring er, at vi nemt havner i for meget i drift. I disse år oplever vi meget vækst særligt i Danmark, og vi skal udnytte vores momentum. En professionel bestyrelse skal hjælpe os med at holde os på rette spor, siger Life-Partners-ejeren.

ark

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.117