23948sdkhjf

Rørpost sender blodprøver med ekspress-fart på supersygehus

Hurtige svar på blodprøver og andre prøver prioriteres højt med anlæg til godt 18 mio. kr. - erfaringerne fra nuværende rørpostsystem er overbevisende.

For halvandet år siden blev der etableret et rørpostsystem mellem de to sygehusafsnit i det centrale Aalborg - nord og syd. Og den underjordiske forbindelse mellem de to sygehuse har været en god investering. Nu forbereder regionen et rørpostsystem til det ny supersygehus i Aalborg. Her bliver der tale om en langt større investering, hvor der så også bliver flere muligheder end ved det nuværende universitetshospital.

- For regionen har det været en god forretning at investere i det nuværende rørpostsystem. Faktisk er investeringen tjent hjem på kortere tid end forudset, siger ledende overlæge Annebirthe Bo Hansen, biokemisk afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Stor afstand 
I dag er der mere end halvanden kilometer mellem de to sygehusafsnit i Aalborg, og årligt er der tidligere blevet brugt omkring 600.000 kroner på transport af forskellige former for prøver. 
Selve rørpostsystemet mellem de to sygehusafsnit har kostet omkring en million kroner. 
Ud over, at regionen sparer transport, er der også store fordele for både patienter og personale, der hurtigt kan få svar på forskellige former for prøver.

Til de ny anlæg på det ny supersygehus i Aalborg Øst, det skal stå klar om et par år, regner regionen med en investering på 18,5 millioner kroner. 
Det ny anlæg får en helt anden dimensionering end det nuværende. Selv om der nu i 2020 skal ske en samling af de nuværende sygehusafsnit, så man undgår de problemer, som det giver, at sygehuset er placeret på to forskellige adresser, er der politisk enighed om, at et rørpostsystem vil være en god investering.

Giver effektivitet 
- Det bliver et forholdsvis stort sygehuskompleks. Vi vil gerne have, at tingene er så effektive som muligt. Patienterne skal f.eks. ikke vente på, at prøver bliver fragtet gennem sygehuset. På en operationsstue kan det under en operation være vigtigt at få hurtige svar på prøver. Her er rørpost hurtigere end, hvis prøver på en vogn skulle transporteres gennem sygehuset, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Da rørpostsystemet i 2016 blev installeret på Aalborg Universitetshospital havde hospitalet en restlevetid på fem år.

- Men investeringen er på ingen måde spildt. Den er allerede tjent hjem, og erfaringerne har været så gode, at vi også mener, at der skal være et rørpostsystem på det ny sygehus. Det sparer tid og menneskelige ressourcer, siger Ulla Astman.

Sidste år var rørpostsystemet mellem de to sygehuse i Aalborg årsag til, at de ansatte på Klinik Diagnostik på Aalborg Universitetshospital blev belønnet med Region Nordjylland Klimapris. Den blev givet for et effektivt tiltag for at nedbringe regionens energi- og ressourceforbrug samt klimaskadelig CO2.

Beregninger har vist, at anlægget sparer sygehuset for 6.000 kilometers taxakørsel om året.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109