23948sdkhjf

Vil sælge velfærdsteknologi mellem Hamborg og Alperne

Nordjyske Liftup sigter mod de oversete motorer i den tyske økonomi

Med et nyt selskab i Tyskland går den velfærdsteknologiske virksomhed Liftup i Støvring efter eksportpotentialet på det købedygtige, men også konservative tyske marked.

Selvom Tyskland er Danmarks største eksportmarked, går den største andel af dansk eksport til delstaterne nord for og i Hamburg-området. Væksten og købekraften er ellers stærk i de sydtyske delstater Baden-Württemberg og Bayern.

Liftup ser derfor længere mod syd med et nyt tysk datterselskab, Liftup GmbH, som har adresse i Leipzig. Virksomheden har indtil videre valgt at fokusere sine aktiviteter i netop Bayern, Frankfurt og Berlin.

- Vi regner med, at vi kommer til at mangedoble vores omsætning på det tyske marked indenfor de næste fem år, siger Henrik Haugaard, der er salgschef i den nordjyske virksomhed, som eksporterer 80 procent produktionen. I alt eksporterer virksomheden til 38 lande over det meste af verden.

Lokal tilstedeværelse og kulturkendskab et must
Selvom Liftup anslår, at der er et stort uudnyttet potentiale på det tyske marked, har virksomheden erkendt, at det tyske marked er anderledes end mange andre.

- I Tyskland er det en fordel at være til stede med en salgsperson – i særdeleshed hvis vedkommende selv er tysker, som i vores tilfælde, siger Henrik Haugaard med henvisning til area sales manager for Tyskland, Stephan Engelmann, som udover at være erfaren medarbejder hos Liftup i Støvring også er tysk statsborger. Han skal stå i spidsen for salget i Liftup GmbH i Tyskland. 

Stephan Engelmann fremhæver også vigtigheden af, at udenlandske virksomheder prioriterer at være til stede lokalt, hvis de vil slå deres navn fast hos tyskerne:  

- Vi har gjort en kæmpe indsats det seneste år for at promovere Liftups navn og produkter ved bl.a. at få kontakt med nye forhandlere og være tilstede på messer og udstillinger. På den måde har vi lært markedet bedre at kende. Nu intensiveres salgsfasen, og her hjælper det at være til stede i Tyskland med et selskab, siger Stephan Engelmann.

Liftup er en privat, danskejet virksomhed beliggende i Støvring i Nordjylland og beskæftiger 55 medarbejdere.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093