23948sdkhjf

Diabetes: København starter makkerordning

Den nye ordning sætter udsatte borgere med diabetes i stævne med en makker med diabetes, som støtter dem i at tackle sygdommen i hverdagen.

En ny ordning i Københavns Kommune sætter fokus på lighed i sundhed, som er kernen i byens sundhedspolitik. Udsatte borgere med type-2 diabetes lider nemlig af flere følgesygdomme end ressourcestærke borgere med type-2 diabetes. Derfor har kommunen startet en makkerordning, så de udsatte kan få et løft. Det skriver en kommunen i en pressemeddelelse.

- Det er helt centralt i vores sundhedspolitik, at vi skal løfte de svageste og skabe lighed i sundhed. Vi kan se, at type-2 diabetes har en kæmpe social slagside, og det gælder jo ikke kun diagnosen men i høj grad de mange følgesygdomme som kommer af fejlbehandling eller slet ingen behandling i hverdagen, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

Om makkerordningen

Den nye makkerordning er lavet i samarbejde mellem Center for Diabetes og Diabetesforeningen. Indtil videre er otte personer blevet uddannet i Københavns Kommune som diabetesmakkere. De skal sættes sammen med otte udsatte borgere med type-2 diabetes, og indtil videre er otte par i gang med deres forløb.

Mødes hver 14. dag

Diabetesmakkerne mødes hver 14. dag, og her går snakken om diabetes, opsøgning af sundhedstilbud og andre lignende udfordringer. Mange udsatte med diabetes kender ikke til og opsøger ikke de sundhedstilbud der er i kommunen. De har svært ved at kontrollere deres eget blodsukker, og i det hele taget yde omsorg for sig selv. Det skal makkerne hjælpe dem med.

Makkerne kan også hjælpe med praktiske ting som indkøb og dermed også med spisevaner, som er svære at lave om alene. Og sidst men ikke mindst skal ordningen sørge for at færre sidder alene med en sygdom, men derimod har nogen at snakke med om de mange udfordringer der kommer med en diabetes-diagnose.

Skal skabe ny viden på området

Makkerordningen skal også skabe ny viden på området. Derfor vil en erhvervs-ph.d. løbende indsamle viden omkring deltagerne og ordningens resultater.

- Vi ved fra forskning i USA at mødet med ligesindede, har en stor indflydelse på menneskers sundhed og vaner. Men det bliver interessant at se, hvor stor indflydelsen er og derfor måler vi løbende på effekten, herunder blandt andet deltagernes langtidsblodsukker, vaner, sundhedsadfærd, livskvalitet og sociale relationer. Og vi har allerede nu positive resultater, fortæller projektleder på Center for Diabetes, Maiken Bejerholm.

Den indsamlede data skal bruges til at optimere tilbuddet i København, samtidig med at den kan lægges til grund lignende tilbud i andre byer gennem samarbejdet ”Cities Changing Diabetes”.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063