23948sdkhjf

Psykiatriforeninger: Pengeposen fra regeringen er ikke tung nok

Regeringen vil afsætte 100 millioner på finansloven til psykiatrien. Men det er ikke nok, mener foreninger.

Det er glædeligt, at regeringen på finansloven vil afsætte 100 millioner til borgere med meget svære psykiske lidelser.

Beløbet er dog langt fra stort nok, mener foreningen Bedre Psykiatris generalsekretær, Thorstein Theilgaard.

- Vi synes grundlæggende, at det er en rigtig god idé. Vi har meget længe peget på, at de meget syge ikke får den rigtige hjælp.

- Men pengene kan risikere at forslå som en skrædder i helvede. Hvis vi virkelig taler om, at vi vil komme overdødeligheden blandt psykisk syge til livs, så er det en helt anden ambition, der skal til, siger han.

Spørgsmål: Hvor meget er det så?

- Det kan være svært at sætte et præcist tal på, men det kan hurtigt komme op at koste fire eller fem gange så meget, siger Thorstein Theilgaard.

De 100 millioner er en del af regeringens psykiatriplan, som præsenteres til september, skriver Politiken.

De skal blandt andet bruges til at forebygge tvangsindlæggelse og brugen af tvang i børne- og ungdomspsykiatrien.

Derudover skal der oprettes 50 nye sengepladser på en helt ny type intensive sengeafsnit til de mest plagede psykisk syge voksne borgere.

Hos Landsforeningen for psykisk sundhed, Sind, er man ligeledes glad for den nye pose penge.

Her mener man dog heller ikke, at posen er tung nok, fortæller landsformand Knud Kristensen.

Heller ikke selv om pengene lægges til de 200 millioner, som blev øremærket psykiatrien som en del af forhandlingerne om regionernes økonomi.

- Hvis man ser på stigningen i antallet af patienterne ud fra vores beregninger, så er der et gab i finansieringen af psykiatrien på over én milliard kroner om året, siger Knud Kristensen.

- Så 300 millioner er slet ikke nok - men det er jo et rigtigt godt skridt i den rigtige retning.

Hos lægerne i Dansk Psykiatrisk Selskab hilses pengene ligeledes velkommen.

Flere indlagte vil dog også betyde, at der er brug for flere hænder, og formand og overlæge Gitte Ahle håber derfor på, at nogle af pengene bliver brugt på mere personale.

- Der er brug for, at der opnormeres personale i alle grupper på afdelingerne. Det gælder både sygeplejersker, ergoterapeuter og socialrådgivere, der kan tage fat i de sociale problemer, siger hun.

- De 100 millioner er et skridt i den rigtige retning, og det er en god begyndelse, men det er formentlig ikke nok.

Socialdemokratiet bakker ifølge Politiken op om regeringens initiativ om at afsætte 100 millioner til psykisk syge på finansloven.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095