23948sdkhjf

Ny aftale skal forhindre personer med demens i at skade sig selv

Nye og klarere regler for magtanvendelse på demensområdet.

Med den nuværende regler kan det være svært at gribe hurtigt og effektivt ind over for personer med demens, der enten risikerer at skade sig selv eller andre.

Men det ændrer en ny politisk aftale, der blev præsenteret fredag eftermiddag i Sundheds- og Ældreministeriet.

- Der har været uklarhed om, hvad man måtte og ikke måtte.

- Vi har en omsorgspligt over for beboere, der ikke kan klare sig selv, og derfor er det nødvendigt med klar besked om reglerne.

- Jeg er glad for, at vi på den måde kan hjælpe plejepersonalet på denne måde, siger ældreminister Thyra Frank (LA).

Aftalen giver plejepersonale mulighed for i højere grad af bruge teknologier som faldmåtter, sensorgulve og gps - også i personer med demens' eget hjem.

Videoovervågning kan dog ikke komme på tale, siger Socialdemokratiets ældreordfører, Astrid Krag.

- Man skal kun bruge velfærdsteknologien der, hvor det giver øget omsorg.

- Videoovervågning rimer dårligt med en følelse af at være i sit eget hjem og være i trygge hænder, siger hun.

Personalet får med aftalen mulighed for kortvarigt at fastholde demente beboere i forbindelse med personlig hygiejne, hvis det skønnes nødvendigt. Det skal dog registreres og indberettes.

Aftalen åbner ligeledes for at fastholde en beboer og føre vedkommende tilbage til eget hjem, hvis han eller hun er til fare for sig selv eller andre, eller hvis vedkommende er gået ind i en anden beboers hjem.

Det vil i modsætning til i dag kunne gøres uden forudgående tilladelse, hvis der er risiko for personskade.

Denne form for magtanvendelse skal dog ligesom alle andre indgreb i selvbestemmelsesretten indberettes til socialtilsynet.

- Jeg ved, at personalet brænder for deres arbejde, og jeg er meget tryg ved, at de vil det bedste for beboerne.

- Og takket være kravene til indberetning sikrer vi, at det her ikke tager overhånd, men bliver et middel til at skabe mere tryghed, siger Thyra Frank.

Det har været et ønske fra pårørende og fagforeninger, at reglerne på området blev præciseret.

Aftalen er indgået af partierne i satspuljekredsen. Foruden regeringen drejer det dig om Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Alternativet, Radikale og SF.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078