23948sdkhjf

SOSU-skoler fulde af begejstring over regeringens EUD-udspil

Det nye udspil er en stor flot buket med mange rigtig gode og nødvendige forslag, hvis vi for alvor skal gøre det attraktivt at tage en SOSU-uddannelse, lyder det fra Danske SOSU-skolers formand.

Regeringens netop offentliggjorte forslag på erhvervsskoleområdet indeholder mange og rigtige forslag, hvis udviklingen inden for erhvervsuddannelserne og særligt SOSU skal vendes.

Sådan lyder det fra Danske SOSU-skoler.

- Man venter altid i spænding på et udspil, men jeg må sige, at regeringens udspil i forhold til erhvervsuddannelserne er en stor flot buket med mange rigtig gode og nødvendige forslag, hvis vi for alvor skal gøre det attraktivt at tage en SOSU-uddannelse, siger formand for Danske SOSU-skoler Jeppe Rosengård Poulsen.

SOSU-uddannelserne har siden 2014 haft et fald på 39 procent af elever på hovedforløb og her er især mulighederne for det nye GF+ på 10 uger samt adgangskurser for særligt tosprogede svar på nogle af de bønner SOSU-skolerne har sendt. Det giver mulighed for at sikre, at eleverne i endnu højere grad har de faglige og personlige forudsætninger for at klare uddannelserne.

SOSU-skolerne hilser også de forslag målrettet SOSU-uddannelserne velkomne. Det har været en udfordring at få kommunerne til at indgå uddannelsesaftaler, der omfatter grundforløbet, lyder det fra Danske SOSU-skoler, men den barriere bliver mindre nu ligesom behovet for at se flaskehalsene i praktikken adresseres, da det har været en hæmsko for at uddanne flere elever nogle steder i landet.

Forslagene i forhold til at styrke fokus på erhvervsuddannelserne i folkeskolen vil medvirke til at udfordre og udfolde uddannelsesvalget og her er værktøjer som praksisfaglighed og bedre vejledning rigtig gode bud, især hvis man også husker, at erhvervsuddannelser er meget mere end tommestokke og murerbaljer, mener Danske SOSU-skoler.

"SOSU-uddannelser har særlige kompetencer både på det naturvidenskabelige område og i forhold til de relationelle kompetencer, hvor man ikke alene bliver klogere på andre men også på sig selv. Vi skal vise vores uddannelser. Det hænger godt sammen med, at vi skal tale uddannelserne op og huske, at døren ikke lukkes med en erhvervsuddannelse, men åbnes til spændende arbejdspladser og -opgaver og endelig muligheden for videre- og efteruddannelser", skriver Danske SOSU-skoler i en pressemeddelelse.

Formanden for SOSU-skolernes bestyrelsesforening (B-SOSU) Lasse Breddam tilslutter sig også roserne over forslaget og tilføjer:

- Der er mange gode forslag også om en styrkelse af skolernes bestyrelserne. Af flere ønsker har vi en afskaffelse af omprioriteringsbidraget samt en ny flerårig dimensioneringsaftale for SOSU-uddannelserne.

Den eksisterende dimensioneringsaftale udløber i år, men er blevet forlænget for 2019. Det er regeringen og parterne KL, Danske Regioner og FOA, der skal forhandle en ny aftale på plads.

"SOSU-skolerne har kun en bøn oven på regeringens udspil i dag, og det er, at der ikke går Christiansborg-fnidder i den. Vi har brug for bred opbakning med langsigtede løsninger for erhvervsuddannelserne"; lyder det fra Danske SOSU-skoler.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078