23948sdkhjf

Socialdemokratiet går til valg på 1.000 sygeplejersker ekstra

Opgaverne er blevet flere, men der er kommet færre sygeplejersker. Derfor vil Socialdemokratiet ansætte flere.

Der skal mere nærhed i behandlingen, mere tid og mere lighed ind i sundhedsvæsenet.

Derfor foreslår Socialdemokratiet nu at ansætte 1.000 flere sygeplejersker, så der bliver mere tid til patienterne. Det er en del af et større udspil på sundhedsområdet, som ventes inden længe.

- En af de største udfordringer på sundhedsområdet er, at der mangler tid. De løber for stærkt, og det går ud over pleje og omsorg, som er afgørende for, hvordan vi har det, når vi for eksempel er indlagt på et sygehus.

- Så vi foreslår, at der skal ansættes 1000 flere sygeplejersker, siger Mette Frederiksen, der er Socialdemokratiets formand.

Hvor den halve milliard kroner skal komme fra, vil hun først fortælle mere om, når Socialdemokratiet fremlægger resten af udspillet.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lancerede i sin åbningstale en ambition om 21 nye sundhedsfællesskaber, der skal skabe sammenhæng i sundhedsvæsenet.

Dermed tegner sundhedsvæsenet til at blive en stor del af valgkampen ligesom udlændingepolitikken.

Venstre har været ude med et budskab om, at der er blevet ansat flere læger. Men trækker man de sygeplejersker og sosu'er fra, som er forsvundet, ser det anderledes ud.

I perioden 2015-2017, altså i regeringens periode, er der kun ansat fire ekstra medarbejdere på landets sygehuse.

Det viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen ifølge Lægeforeningen. Samtidig er der kommet 50.000 ekstra patienter til.

I et folketingssvar fra finansminister Kristian Jensen (V) fremgår det, at der vil komme 1000 færre sygeplejersker frem mod 2025.

Mette Frederiksen peger på flere ting, man kan gøre på kort sigt for at få flere sygeplejersker.

- Der er faktisk en del sygeplejersker, der har forladt sundhedsområdet de senere år. Jeg tror, det er fordi, de har haft for travlt, så det bider os i halen. Hvis vi giver bedre vilkår, håber jeg, at vi kan trække dem tilbage.

- Hver fjerde falder fra i løbet af uddannelsen, og der vil jeg gerne opfordre regeringen til at droppe besparelserne på uddannelsen, siger hun.

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, mener, at der er skabt et sundhedsvæsen i ubalance.

- Det er godt set, og vi er helt enige i, at det er en af vejene til at sikre det sundhedsvæsen, som vi alle gerne vil have. Der er helt klart mangel på sygeplejersker i dag og i årene fremover, siger hun.

Man kan ikke nå at uddanne nok, men forslaget er en start, og så må man arbejde på at få færre til at stoppe som sygeplejerske, mener hun.

- Der er også brug for at øge kapaciteten uddannelsesmæssigt, og at vi i højere grad fastholder de sygeplejersker, som allerede er uddannet og arbejder i sundhedsvæsenet i dag, siger Grete Christensen.

Regeringen ventes at præsentere den store sundhedsreform i slutningen af oktober.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079